Skip to main content

Otte samtaler med Jes Gerlach om psykiatrien i Danmark

Professor Per Vestergaard E-mail:per.a.vestergaard@gmail.com Interessekonflikter: ingen

22. jun. 2012
2 min.

FORFATTER:Kjølbye ML

FORLAG: København: Psykiatrifondens Forlag, 2012

SIDER: 133

Pris: 250 KR.

ISBN:

978-87-90420-82-6

Bogen er en smuk hyldest til psykiateren Jes Gerlach, som etablerede PsykiatriFonden i 1996 og virkede som fondens formand indtil 2011. PsykiatriFonden begyndte som et duplikeret informationsblad til sindslidende og deres pårørende, men er siden vokset til en landsdækkende medievirksomhed med 60 ansatte. Fonden udgiver fortsat sit blad »Psykiatri Information«, nu i smukt tryk på glittet papir, men også informative bøger om sindslidelser og behandlingen af disse, ligesom fonden afholder kurser for patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien. Endelig kæmper fonden mod stigmatisering af sindslidende, den oplyser om stress i arbejdslivet som årsag til sindslidelser og driver rådgivning for syge og pårørende.

Disse mange succesfulde initiativer skyldes først og fremmest Jes Gerlachs utrættelige arbejdsindsats og hans evne til at begejstre sine omgivelser. Det gælder fra yngste medarbejder i fonden til landets førende politikere og - ikke at forglemme - de kendte og de rige. Overalt har Jes Gerlach med sin store troværdighed formået at hente moralsk og økonomisk støtte til fondens arbejde. Et udsnit af de mange samarbejdspartnere bidrager i samtalebogens ni kapitler til at tegne portrættet af Jes Gerlach. Her møder vi repræsentanter for patienter, pårørende, kollegaer, medarbejdere og politikere.

Bogens titel angiver, at den omhandler »psykiatrien i Danmark«. Det gør den også på kalejdoskopisk vis, men mest af alt handler den om mennesker, der - som skuespilleren Henning Jensen og lægen Susanne Hansen - har lidt af en alvorlig sindslidelse og - som formanden for SIND, Knud Kristensen - har båret en pårørendes tunge byrder. Bogens hovedperson er dog Jes Gerlach. Han fremstår som et beskedent menneske, der med sin idealisme, integritet og store viden binder psykiatriens talrige tråde sammen og i sine skrifter og taler tænder håb hos de mange sindslidende, som alt for længe har været glemt og gemt. De, deres pårørende og de mange ansatte i psykiatrien, som i årenes løb har nydt godt af Jes Gerlachs og PsykiatriFondens virke, er denne bogs læsere.