Akutafdelingerne har i hele pandemien nu i næsten to år konstant været den egentlige frontlinje og det reelle brændpunkt. Det har intet at gøre med belastningen på intensivafdelinger, skriver overlæge fra Akut- og Traumecentret, Aalborg Universitetshospital.
I de seneste dage har man igen set og hørt flere læger og ledere fra diverse intensivafdelinger rundtomkring i landet berette, at belastningen på deres afdelinger som følge af indlagte patienter med COVID-19 er begrænset. Det er selvfølgelig glædeligt for patienterne, for personalet og for samfundet, at alvorligheden af coronavirusinfektion med den nuværende dominerende variant ser ud til at være så mild, at intensivindlæggelse sjældent er nødvendigt. Men er det så også ensbetydende med, at man kan aflyse frygten for en overbelastning af sundhedsvæsenet som følge af stigende smitte, selvom indlæggelsestallene faktisk stiger? Med andre ord: Er »belastning af sundhedsvæsenet« det samme som belastning af intensivafdelingerne?
Hvis man tager udgangspunkt i akutmodtagelserne, er den belastning, der er her som følge af COVID-19-patienter og ikke mindst patienter med mistanke om COVID-19, fuldstændig uafhængig af den daglige og aktuelle belastning på intensivafdelingerne. Akutafdelingerne har i hele pandemien nu i næsten to år konstant været den egentlige frontlinje og det reelle brændpunkt. Ligesom på intensivafdelingerne er lokaler, tid og personale sparsomme ressourcer i en akutmodtagelse. Når man så pludselig skal modtage et stort antal patienter med behov for isolation, bliver disse ressourcer ekstra pressede. Ved modtagelse af dyspnøiske, hostende, febrile patienter ved man sjældent på forhånd, om disse har COVID-19, og alle disse skal derfor modtages under isolationsregime, uanset hvor syge de er.
Det vil sige, at behov for isolation overtrumfer på den måde vores vanlige triageringssystemer, som vi ellers bruger til at sørge for, at de mest syge tildeles de fleste ressourcer hurtigst muligt. En mindre syg isolationskrævende patient kan derfor optage en stue og personale for en mere syg ikkeisolationskrævende patient, der måske må anbringes i venteposition på gangen uden mulighed for overvågning, fordi stuerne er optaget af isolationskrævende patienter. Og der modtages rigtig mange af disse ikke særligt påvirkede hostende, febrile patienter, som almen praksis sender ubesete og uvurderede ind på akutmodtagelsen, fordi, som der står i henvisningen, »covid kan ikke udelukkes«. Jeg kender ikke baggrunden for, at almensektoren nu igennem snart to år har kunnet undgå en gatekeeperrolle, når der var den mindste mistanke om, at patienten kunne have COVID-19, men jeg ved, at dette er med til at give patientsikkerhedsmæssige problemer som ovenfor anført.
Jeg kender heller ikke baggrunden for, at ledende læger og andre fra intensivsektoren tilsyneladende synes, at de taler for det samlede sundhedsvæsen, når de udtaler sig om forholdene på deres intensivafdelinger. De få patienter, der bliver fiks og færdig modtaget, vurderet, stabiliseret og diagnosticeret op i deres dyre senge, er jo forudgået af 200 andre patienter, der har været igennem akutmodtagelsen på mistanke om COVID-19, og som har skullet håndteres på samme måde som den ene patient, de får. Men jeg ved, at deres efter min mening forhastede og ret snævertsynede udtalelser har stor betydning for den almene forståelse af belastningen af sundhedsvæsenet. Så snart en ledende overlæge på en intensivafdeling siger, at der nu er ro på, der er ingen panik, ingen belastning, bliver det udlagt af politikere, styrelser og medier som om, at nu kan restriktioner ophæves, behandlingsgaranti genindføres osv., for sundhedsvæsenet er jo ikke belastet. Og selv tv-lægen Peter Qvortrup Geisling følger trop og bekræfter, at når bare intensivafdelingerne ikke er ved at knække, er der ikke noget at frygte. Så er det ikke så sært, at befolkningen ikke kan gennemskue, at en overbelastet akutmodtagelse er mindst lige så farlig som en overbelastet intensivafdeling.
Jeg efterlyser noget journalistisk nysgerrighed og gennemtænkt analyse fra medierne. Jeg efterlyser, at almen praksis iklæder sig værnemidler og påtager sig en reel gatekeeperrolle og konkret vurderer patienterne, inden de sendes til akutmodtagelsen. Og jeg efterlyser noget solidaritet med resten af sundhedsvæsenet fra intensivlægernes side, når de udtaler sig.
Det bør da ikke være nødvendigt, at vi som akutmedicinere også skal optræde som realitypersoner for at blive hørt.
