Overgangene i sundhedsvæsenet

Patienter har generelt et positivt syn på de sundhedsprofessionelle, og de har stor tillid til, at det faglige niveau hos den enkelte er i top. Kvalitetsbrist opleves primært i overgange og organiseringen - der hvor flere aktører på tværs af sektorer skal samarbejde og overdrage informationer. Patienter får uensartede informationer og er i tvivl om, hvem der har ansvaret for deres behandling og pleje. Hver femte patient oplever efter udskrivelsen, at egen læge er dårligt orienteret om, hvad der er sket under indlæggelsen, og hver femte oplever, at det samlede tværsektorielle forløb er dårligt tilrettelagt. Konsekvensen er fejl og manglende kvalitet.

I sundhedsvæsenet er der opbygget en kultur, hvor der i høj grad fokuseres på krav til de enkelte institutioner frem for på fokus på det samlede patientforløb. Eksempelvis skal patienter ifølge lovgivningen tildeles kontaktpersoner på de sygehusafdelinger og -ambulatorier, som de kommer i kontakt med i behandlingsforløbet. Kronisk syge mennesker, der ofte har livsvarige forløb og flere sideløbende sygdomme, kommer i kontakt med mange afdelinger og ambulatorier. De risikerer at få tildelt en hær af kontaktpersoner, der hver især har overblik over brudstykker af forløbet og ansvar for at overdrage informationer til næste led i behandlingsforløbet.

Informationer skal ikke overdrages - informationer skal indsamles og bæres igennem patientforløbet på tværs af sektorer. Herved reduceres fejl og informationstab.

Hvis jeg kunne bestemme, skulle overgangsproblemerne løses ved at organisere behandlingen af patienten via større tværfaglige lægehuse, sundhedshuse og tværfaglige team. Ekspertisen skulle samles om patienten, frem for at patienten kastes rundt mellem en række aktører på tværs af institutioner. Informationer skulle også bæres igennem forløbet ved at tildele forløbskoordinatorer til patienter med komplekse forløb, der ofte går på tværs af specialer. Disse patienter hverken kan eller skal være tovholdere i eget forløb. Elektroniske data skulle stilles til rådighed ved en fælles journal for alle aktører på tværs af sektorer - herunder patienten selv.

Omdrejningspunktet er patienten, og derfor skal patientens viden om egen situation løbende inddrages. Inddragelse af patient og pårørende handler ikke kun om at stille valgmuligheder til rådighed for patienten - det handler først og fremmest om, at patientens resurser og viden om egen livssituation bruges aktivt i tilrettelæggelsen, så behandlingen kan tilpasses den enkelte. Patienten og de pårørende er de eneste, der har viden om det samlede forløb, og det er dokumenteret, at inddragelse har en positiv effekt på behandlings- og livskvalitet.