Skip to main content

Overlæger tager lederjobbet alvorligt

Bent Hansen, formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, & Karsten Nielsen, formand for Foreningen af Speciallæger

1. nov. 2005
2 min.

Dagens Medicin lægger i artikelserien »Overlæger svigter lederjobbet« (24/2004) op til en massiv ledelseskrise i det danske sygehusvæsen. For os, der dagligt har sygehusproblemer inde på livet, er det imidlertid svært at genkende krisesymptomerne. Overlæger mangler nemlig hverken evnen eller viljen til at håndtere de nuværende og fremtidige ledelsesopgaver. Dette bevidnes af den stadigt stigende efterspørgsel efter og udbud af supplerende lægelige lederuddannelser.

En central faktor på dette område er OLAU (Overlægers Ledelses- og Administrationsuddannelse). OLAU har - med afsæt i den enkelte læges hverdag og behov - styrket lægernes lederkompetencer i over 20 år, og uddannelsen er for kort tid siden blevet væsentligt moderniseret i indhold og form. Foreningen af Speciallæger og Amtsrådsforeningen har således med stort engagement deltaget i tilrettelæggelsen af faglige og fleksible uddannelsesforløb, der matcher et sundhedsvæsen i forandring.

Dagens Medicin undlader behændigt at nævne, at OLAU-uddannelsen og det tætte samarbejde mellem arbejdstager- og arbejdsgiverorganisation er både misundt og kopieret i udlandet.

Evalueringerne fra kursusforløbene viser, at læger, der har deltaget i OLAU, langt fra betragter kurserne som »selvbekræftende« eller uden »inspiration udefra«, som man kunne læse i Dagens Medicin. OLAU-kurserne er derimod bygget op om en struktur, der afspejler ledelsesfunktionens kompleksitet og sundhedsvæsnets dynamik. Evalueringerne viser, at deltagerne på kurserne er endog særdeles tilfredse med det faglige niveau.

De fleste læger supplerer deres ledelseskompetencer fra flere sider, og ved siden af OLAU har mange andre initiativer set dagens lys. Masteruddannelserne i Health Management og Public Administration ekspanderer i disse år, og på decentralt niveau tilbyder amterne en række forskellige skræddersyende ledelsesinitiativer til læger på landets sygehuse. Samtidig oprustes speciallægeuddannelsen med tværfaglige kurser i ledelse og kommunikation. Så der er ingen ledelseskrise under opsejling i sundhedsvæsenet.