På arbejde igen efter en arbejdsskade

Hvert år kommer 35.000 danskere ud for en arbejdsskade. De fleste skader er mindre og ukomplicerede, og den ramte kan hurtigt vende tilbage til arbejdet igen. Enkelte skader er så voldsomme, at det hurtigt ligger klart, at der ikke bliver taler om en videre tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og så er der den sidste gruppe, som balancerer mellem at komme over sin skade og blive varigt begrænset. Her afhæn-ger alt af, hvordan forløbet er efter arbejdsskaden.

Der kan typisk være tale om ulykker som diskusprolaps, et ødelagt knæ eller ledskader. Mulighederne er derfor, at vedkommende kan komme i gang igen, men der er en stor risiko for, at det ender anderledes.

Her er de praktiserende læger ofte blandt de første, der bliver involveret. Og erfaringen viser, at mange lytter meget grundigt efter, hvad deres læge fortæller dem.

Det gode råd fra familielægen var tidligere, at man skulle søge en førtidspension. Det var den vej, som mange gik, hvis de ikke længere kunne klare det arbejde, som de havde op til ulykken Det er det ikke længere. Langt de fleste vil opleve, at de ikke kan få nogen førtidspension, men i stedet kommer igennem et forløb med revalidering og evt. fleksjob. Og dermed kommer mange læger uforvarende til at gøre deres patienter en bjørnetjeneste.

I mit arbejde med arbejdsskadede har jeg oplevet flere eksempler på, at det giver problemer. En person, der har som indstilling, at det skal ende med en pension, for »det siger min læge«, reagerer typisk helt anderledes end en person, som skal videre i sit arbejdsliv ud fra en klar indstilling om, at det skal lykkes.

To konkrete sager kan belyse forskellen

Kontakten med Per på 52 år og sygemeldt buschauffør, var ofte præget af modløshed. Når der skulle lægges planer for fremtiden var holdningen at »det kan jeg ikke«. Buschaufføren havde fået ødelagt sit ene knæ og var afskåret fra at vende tilbage til sit job som buschauffør. Han var i stedet fundet berettiget til revalidering, men kunne ikke selv finde på nogen ideer til hvad han ville lave fremover. »Min læge siger også at jeg skal have pension«, sagde han ofte. Også til en undersøgelse på sygehuset havde Per fået samme besked om pension. Per var overbevist om, at de havde ret, men ifølge lovgivningen var Per langtfra berettiget til pension, idet han stadig kunne udføre andre arbejdsfunktioner. Da Per ikke ville samarbejde med socialforvaltningen, stoppede sygedagpengeudbetalingen. Han kunne ikke få kontanthjælp, da hans kone tjente for meget og han kunne ikke få dagpenge, fordi knæet forhindrede ham i at stå 100 pct. til rådighed for arbejdsmarkedet. Nu kan der være flere grunde til at Per havde svært ved at tro på fremtidig arbejdstilknytning, men der er ingen tvivl om at lægens ord vægter meget på det psykiske plan.

Anderledes forholdt det sig i en anden konkret historie. Birgit var folkeskolelærer. Hun fik et svært lårbensbrud, der havde svært ved at læges rigtigt. Hun var sygemeldt og prognosen på hendes sygemelding var langvarig. Birgit var ret ked af at være sygemeldt, herunder var hun bange for at miste sit job uagtet lærermanglen.

I Birgits tilfælde var det den praktiserende læge der fik en god ide, tog kontakt til socialforvaltningen og fik arrangeret at Birgit kom i gang igen. Konkret vil det sige at man lånte Birgit en god kørestol, hun blev deltidsraskmeldt og kunne varetage sit job på nedsat tid til at begynde med. Og som benet fik det bedre, på fuld tid igen.

I mange tilfælde er det oplagt, at en arbejdsskade skal ende med en førtidspension. Men som sagt, så er det færre og færre, der ender med det udfald.

I starten af 1990'erne blev næsten 30.000 danskere hvert år tildelt en førtidspension. Kommunerne havde ikke mange andre muligheder og staten betalte det meste af udgiften. I dag er billedet vendt. Lovgivning og praksis er ændret voldsomt. I de senere år er mellem 13.000 og 17.000 blevet tildelt førtidspension. En meget stor del af disse sager drejer sig om blinde eller personer, der er blevet 100 pct. invalideret. Færre og færre sager drejer sig om folk, der stadig har en chance for at begå sig på arbejdsmarkedet.

Der er et meget kraftigt fokus på at få folk i gang med arbejdet. Det er der to gode grunde til. For det første viser forskningen, at en tilknytning til arbejdsmarkedet giver den enkelte et langt bedre liv. For det andet er der mange penge på spil.

Pr. 1. januar 2003 er førtidspensionsloven blevet ændret markant. Hvor der tidligere var fokus på, hvor stor en arbejdsevne man havde mistet, er fokus nu vendt til, hvor stor en del, der er tilbage. To sider af samme sag kunne man mene, men ikke desto mindre et afgørende fokusskift til netop at se på, hvilke ressourcer personen stadig har. Er der mere end 1/3 arbejdsevne, kan der ikke tildeles førtidspension. I stedet skal det f.eks. via et revalideringsforløb afklares, om vedkommende kan klare andet arbejde. Og alternativet er et fleksjob, hvor der f.eks. er mulighed for at arbejde på halv tid til fuld løn inkl. de kommunale tilskud. For den enkelte og for samfundet en langt bedre forretning end en førtidspension.

Eksemplerne er mange på, at det kan lykkes. Lige fra hjemmehjælperen, der efter en rygskade fik nyt arbejde på plejehjemmet i en mindre plejekrævende funktion, til parkarbejderen, der med en mindre omskoling kunne køre gaffeltruck.

I Kommunernes Arbejdsskadeforsikring har vi sammen med kommuner, læger, fagforeninger og andre gennemført et projekt i Frederiksborg Amt vi kaldte Aktiv Skadesbehand-ling. Projektet gik ud på, at vi meget tidligt kom ind efter en arbejdsskade, fik samlet alle parter til en rundbordssamtale og fandt ud af, hvad den tilskadekomne havde brug for. Nogle steder var det en hurtig omskoling, andre steder en operation, genoptræning eller investering i nyt udstyr på arbejdspladsen, så man med et mindre handicap kunne udføre den samme funktion.

I en række sager dækker vi en del af udgifterne, selvom det ikke er vores forpligtelse, men vi har en fælles interesse i, at den tilskadekomne kommer i gang igen så hurtigt som muligt. I næsten alle sager tager vi kontakt til de praktiserende læger, og samarbejdet har her fungeret rigtigt godt.

Projektet har kørt de sidste tre år og er nu blevet evalueret. Der har været kontakt til mere end 100 tilskadekomne i løbet af projektet. Evalueringen viser, at 5-10 er kommet tilbage på arbejdsmarkedet pga. indsatsen i projektet. En anden gruppe er også kommet tilbage, men vurderingen er, at det ville være sket også uden projektet. Selvom det ikke er mange ud af de omkring 250.000 medarbejdere i kommuner, amter mv., som er forsikret hos os, så er konsekvenserne for den enkelte dramatiske, hvis man ender med helt at ryge ud af arbejdsmarkedet.

Nogle gange er der brug for at der hurtigt bliver sat en forundersøgelse i gang. Ventetider på seks måneder kan i mange situationer være udslagsgivende for, om den tilskadekomne kan bevare sit arbejde eller ej. Andre gange er der brug for hjælp til operationer eller genoptræning. Ofte er det den praktiserende læge, som er afgørende til at hjælpe med den vurdering. Et konstruktivt medspil fra lægerne er afgørende.

I alle tilfælde er der brug for en person, der kan guide dem gennem systemet, pligter, rettigheder og ikke mindst muligheder. Vi tilbyder det i Kommunernes Arbejdsskadeforsik-ring, mange pensionskas ser tilbyder det, ligesom fagforeningerne gør det.

En tidlig indsats er altafgørende. Skal den tilskadekomne fastholdes på sit gamle arbejde, kræver det ofte en indsats her og nu. Og selvom de enkelte dele af det offentlige system hver for sig løser deres opgave korrekt og godt, er et samlet tidsforløb med sagsbehandlere, læger, speciallæger, hospitaler, fysioterapeuter, vejledere mv. ofte alt for langt til, at resultatet står mål med indsatsen.

Jeg er stødt på mange læger, der ikke har haft viden om kommunernes praksis i forbindelse med arbejdsskader. Og jeg er stødt på mange, der af gode grunde ikke kender systemerne omkring fleks- og skånejob til bunds - ligesom jeg som socialrådgiver kommer til kort i den lægefaglige verden.

Men jeg er endnu ikke stødt på en læge, der ikke ville det bedste for en tilskadekommet patient. Et godt råd vil ofte være hurtigst muligt at søge rådgivning hos en, der kender systemerne til bunds.