Paradoks eller manglende diagnose?

Ved du, at praktiserende læger er for dårlige til at diagnosticere tidlig demens og depression? De skriver for mange/få »lykkepiller« ud. De poder for lidt, bruger for meget antibiotika og er skyld i resistensudvikling! (ikke et ord om landbruget her). De tager ikke telefonen og er altid på kursus eller holder fri. Ifølge et fantastisk flot bearbejdet spørgsmål i Dagens Medicin: Er praktiserende læger gode nok? svarer 46% nej og 43% ja. Det er de praktiserende læger selv, der har svaret ja. De er ikke gode nok til at behandle astma/kol-patienter, og de får forkert medicin. Dette gælder for så vidt også alle andre. De er skyld i de stigende medicinomkostninger, fordi de bruger for meget og det dyreste. De lytter ikke til patienterne, og når de kommer i konsultationen, er der for travlt.

Samtidig vælter det ind med diverse attester fra kommunen. Der søges om alt fra støttestrømper, gelændere og elkørestol. Generelle/specifikke helbredsattester, sygemeldinger, forsikringsattester kommer sammen med guidelines, konsensusrapporter og retningslinjer for behandlinger.

Det er så her, det store paradoks - eller den manglende diagnose kommer ind.

Det er nu syv år siden, jeg blev praktiserende læge, speciallæge i almen medicin eller »familielæge«.

Der er ikke en dag, jeg fortryder mit valg, og hvor jeg ikke glæder mig. Jeg mener klart, jeg gør en forskel og hjælper rigtig mange mennesker i deres hverdag.

Mit job er en kombination af præst, socialrådgiver, røde/blå kors, revisor, psykolog og læge. Det er spændende og alsidigt. Hvad dagen bringer, vides ikke, og hver dag har sine specielle udfordringer.

Kontinuiteten med patientforløb, familierelationer etc. giver en et godt stabilt udgangspunkt.

99,8% af alle 35 til 50! daglige konsultationer vil jeg påstå er vellykkede. Det er, hvad patienterne udtrykker.

At der er rasende travlt og intermitterende stress, er ikke nogen hemmelighed, men sådan er livet nu engang i praksis. Der er ikke en dag, hvor jeg ikke kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg ikke har gjort mit bedste og er stolt over mit fag og arbejde, med de muligheder og begrænsninger der nu er i almen praksis.

Der må jo være noget rasende galt med mig, og jeg burde skamme mig. Det undrer mig, at folk bliver ved med at komme, når de ved, via pressen, hvor knaldhamrende dårlige vi er. Der mangler en diagnose på min lidelse, det kunne dog være/paradoxitis chronica, og med denne uhelbredelige lidelse er der ikke andet for end at fortsætte med det, man er bedst til og være stolt tilmed.

P.S.: Hvorfor vil så få i praksis?