Content area

|

PatientAnsvarlig Læge – model 2.0?

Tanken om en patientansvarlig læge er god, men den er bedst til enkelte sygdomme i afgrænsede forløb. Er vi ikke klar til en ny version, spørger Jeanett Bauer i denne klumme.
Forfatter(e)
Jeanett Bauer, psykiater, stabslæge

I en ikke så fjern fortid har jeg som klinikchef haft den til tider tvivlsomme fornøjelse at arbejde med implementering af PatientAnsvarlig Læge (PAL). Det vakte nemlig en del modstand i lægegruppen, der grundlæggende mente, at PAL-opgaverne var noget, de gjorde i forvejen. Det er heller ikke helt forkert. Formålene med PAL – sammenhæng, koordinering, inddragelse, tryghed – er allerede i fokus i psykiatrien. PAL blev da heller ikke opfundet af de psykiatriske patienter – de har deres kontaktperson. PAL udsprang af kræftplan IV.

Har PAL så revolutioneret sammenhæng osv. i somatikken? Som bekendt kan det være udviklende for sundhedsfagliges perspektiv at blive patient eller pårørende. Min far døde i juli, efter tre en halv måneds akut indsættende, svær sygdom. Outcome stod – i retrospektets klare skære – nok ikke til at ændre, hans kun 76 år til trods. Han var slidt og havde flere kroniske sygdomme, selvom hans funktionsniveau var fint. Men det piner mig stadig, at han skulle gennem talrige akutte indlæggelser, at han kun havde kort tid hjemme, og at han kæmpede i blinde, fordi ingen kunne fortælle ham, hvad der foregik, da han efter det akutte forløb fik forværring. Selv som sundhedsfaglig var det vanskeligt at få overblik og information. Jeg talte med mange, dygtige, venlige, imødekommende læger. Men på forskellige afdelinger og aldrig med den samme to gange. Man bliver blæst bagover af, hvor fantastisk dygtige vi er i sundhedsvæsenet til det akutte. Men sammenhæng og forløb, det kniber.

  • De mødtes aldrig, og jeg tvivler på, at PAL’en vidste, at han havde min far.

Jeanett Bauer

De samme spørgsmål igen og igen – hvorfor var der ingen, der kendte ham efter alle de indlæggelser i hastig rækkefølge, ingen der havde overblik? F.eks.: »Hvordan er din fars kognitive niveau?« (Hvad tror du Sherlock? Han er 76, har en Hbg på 4,5, en UVI og er massivt dehydreret, men er alligevel ikke delirøs. Vil du give et kvalificeret gæt?)

Han havde faktisk en PAL – på papiret. De mødtes aldrig, og jeg tvivler på, at PAL’en vidste, at han havde min far. Hvis det havde fungeret efter hensigten, ville der måske have været mere kontinuitet, tidligere afklaring, forebyggelse af indlæggelser, færre gentagelser af undersøgelser og vigtigst: mindre angst og usikkerhed.

Jeg forstår det til fulde. PAL-modellen i sin nuværende form implementeres bedst til enkelte sygdomme i afgrænsede sygdomsforløb. Den er vanskeligere at applicere på multisyge, kroniske patienter med mange indlæggelser– og det er dem, der har mest brug for en PAL. Men der er mange af de patienter, og det er ikke klart, hvem der skal tage stafetten.

Jeg kan stadig godt lide PAL-tanken. Men er vi ikke klar til model 2.0?

Blad nummer: 

Right side

af Peter D. Christian Leutscher | 06/12
1 Kommentar
af Toke Seierøe Barfod | 05/12
3 kommentarer
af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar