Patientbussen

Jeg har det bedste arbejde i verden, og på en god dag, hvor jeg er i flow, og jeg lykkes med at få gjort og sagt de rigtige ting, kan jeg ikke forestille mig at lave andet. Men så er der også de andre dage. Mine patienter er grunden til, jeg er her, men indimellem er det som om, vi ikke helt forstår hinanden, og tit har vi slet ikke de samme forventninger til vores forhold – måske vi skulle gå i parterapi?

Så kunne vi sidde der med en rigtig voksen, der kunne fortælle mig, jeg ikke skal blive såret over, at Patient X er utro med ChatGPT. Det er ikke, fordi jeg ikke er god nok, og tilliden er væk, men fordi de oplever noget, de ikke ved noget om, og så er det vel egentlig ikke helt skørt at forsøge at skaffe viden. Jeg kunne så få lov at forklare, at selv om det skaber clickbait, når en kollega har taget fejl, og ChatGPT var den klogeste, så er der ufattelig mange gange, hvor ChatGPT faktisk er den ultrapylrede curlingmor, og det er ikke et liposarkom, men bare en helt ordinær fedtknude.

Terapeuten skulle hjælpe os med forventningsafstemningen, det kan nemlig være lidt trættende, når man for tusinde gang skal fortælle, hvorfor man ikke skal lave en skanning, for det har dr. Google og alle »mandagslægerne« i omgangskredsen sagt, er en rigtig god idé. Vi-ser-an er blevet væsentligt sværere at udskrive, selv om det faktisk tit er det mest virksomme. Andre gange er der et helt fornuftigt ønske om en undersøgelse eller behandling, men jeg har simpelthen ikke, det de efterspørger, for selv om vores politikere indimellem lover en Porsche, så er det nok mere en stationcar med lidt år på bagen, jeg har at tilbyde, den er stabil og rummelig, ikke altid den hurtigste eller smarteste – men den vil trods alt passe til de fleste.

Terapeuten kunne fortælle Patient X, at det ikke er, fordi jeg ikke vil dem, når der ikke er en tid dagen efter kl. 11 til deres knæsmerter gennem tre måneder, eller at de ikke kan få en dobbelttid, fordi de har samlet en masse til bunke – det er faktisk bare, fordi vi ikke har et eksklusivt forhold, og jeg skal også give plads og tid til andre. Lige den del af vores fælles samfundskontrakt kan jeg godt føle er kommet under pres: tålmodighed og solidaritet kan være en mangelvare. Der er dog også en helt basal manglende viden om vores åbnings- og arbejdstider. Når man kan gå i banken kl. 3 om natten, hvorfor har jeg så ikke læst den e-konsultation, de sendte kl. 23.37, når jeg tager morgentelefonen kl. 8.01, og de ringer for at rykke for svaret?

Der ville være så mange ting, vi skulle arbejde med, og jeg ved ikke helt, hvor mange gange, vi skulle gå i terapi, men måske vi efter endt forløb kunne gå derfra med et sundt og tillidsfuldt forhold, hvor vi spillede hinanden gode – i stedet for at splitte forholdet op, og både Patient X og jeg fandt en anden end vores fælles sundhedsvæsen.