Skip to main content

Patienten i centrum

Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Peer Jansson
16. apr. 2010
02 min

Forfatter: Fabricius-Bjerre NForlag: København: FADL's Forlag, 2009SIDER: 134Pris: 400 kr. ISBN: 978-87-7749-553-3

BOGANMELDELSE

Bogen er et udvalg af de tegninger, som Niels Fabricius-Bjerre har lavet i det seneste kvarte århundrede. Bogen har undertitlen: Tegninger fra Lægeland 1984-2008. Den er opbygget i kapitler, der er relateret til 1980'erne og 1990'erne og til begivenheder som f.eks. dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab i 1995.

Sidst i 1990'erne skulle der ofte have været urimelige krav om lægelig dokumentation for ganske udokumenterbare tilstande. En tegning viser således en læge på en pidestal med medicinsk kompendium under armen: »Det attesteres herved, at patienten oplyser at få ondt i benene af træsko, hvorfor han frarådes at anvende træsko på arbejdet«.

Gennem årene har jeg ofte været glad for at slå op på tegninger af Niels Fabricius-Bjerre. Han har en udtryksfuld streg og er i stand til at levere en overbevisende mimik i tegningerne og spidde os på en sympatisk måde. Men det hører også med, at han samtidig har stor forståelse for lægens situation. Det, at han i 25 år har kunnet lave tegninger for og om os læger, tyder på en særlig evne.

En af de morsomme er parret med de store maver, hvor hun siger: »Lægen sagde at min kolesterol-profil var bedre end din i sidste måned«, hvortil han svarer: »Fint - så er det dig der går til bageren i dag«.

De fleste tegninger er forbundet med en tekst, som er en kommentar til en bestemt begivenhed eller sag. Det gælder således strejken i 2008, hvor der angives: »DM i ansvarlighed for strejkende blev vundet af jordemødrene som erkendte, at de var så samfundsvigtige og betydningsfulde, at de måtte opgive at strejke. Et storslået og uegennyttigt initiativ, der i sig selv burde belønnes«. På tegningen står nr. 1 på sejrsskamlen med et spædbarn som trofæ.

Problemstillingerne er, som forfatteren er inde på, ofte indforstået i forhold til læsere, der ikke er læger eller ikke bor i København.

Men bogen kan varmt anbefales, i hvert fald til læger.

Bogens pris på 400 kr. er for høj i forhold til markedsprisen på tilsvarende bøger.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen