Patienten og lægen har fælles interesser

Lægeforeningens mærkesager skulle blandt andre gerne være:

En god bred videreuddannelse.
Et højt fagligt niveau.
Et godt arbejdsmiljø.
En løn, som matcher ansvaret.

Danske patienters mærkesager er følgende:

Sammenhængende patientforløb.
Information til patienten, om behandling, om ventetid, om (udvidet) frit sygehusvalg.
En redningsplan for manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Nogle vil måske spørge sig selv, hvordan disse målsætninger hænger sammen?

Jeg vil forsøge at svare ved at stille et modspørgsmål: Hvad er det, der giver en læge arbejdsglæde?

Når arbejdsdagen er omme, og lægen er på vej hjem, skal der være en følelse af at have gjort en forskel for de patienter, lægen har mødt i løbet af dagen. Det kunne være en følelse af at have udført en vellykket operation og have informeret patienten om dette postoperativt. Det er også tilfredsstillende at have haft tid nok til at informere en patient grundigt om en forestående operation. Måske har lægen fået fremskyndet en vigtig undersøgelse ved at have ringet til en kollega fra et andet speciale for at få en hurtig vurdering af en patient, der måske fejler noget alvorligt. Med andre ord: Lægen har gjort en forskel, når han/hun har udført sit arbejde ordentligt, nemlig taget sig godt af patienterne.

Så derfor er det selvfølgelig i lægens interesse, at patienten bliver behandlet godt med en sammenhængende plan og med respekt.

Lægens arbejdsvilkår har således stor betydning for kvaliteten i patientbehandlingen.

For at lægen skal kunne gøre en forskel i det daglige virke må følgende forudsætninger være opfyldt:

Lægen skal have:

En god bred uddannelse.
Løbende supervisering i dagligdagen, mens videreuddannelsen står på.
Mulighed for at føle et engagement.
Den nødvendige tid til at lytte, undersøge, behandle og informere.
Indflydelse på patientforløbet, således at han/hun reelt kan fungere som patientens advokat eller kontaktlæge.
Indflydelse på booking af patienten til operation.
Mulighed for kontakt til kolleger i andre specialer.
Mulighed for at få undersøgelser hurtigt igennem.
Hjælp (læs: hjælpepersonale) til den praktiske udførelse af ordinationer.
Uddelegering af opgaver, som kan udføres af andre faggrupper, f.eks. blodprøvetagning, journalskrivning, oprydning, udfyldelse af trivielle informationer på dataark m.m.

Den gode brede uddannelse

En forkortelse af turnus og speciallægeuddannelsen samt ikke mindst indførelse af fireårsreglen trækker den modsatte vej. Det kvæler engagementet at forsøge at tvinge lægerne ind i nogle specialer, de ikke har lyst til (fireårsreglen). Sideuddannelse i andre specialområder skæres væk, hvilket giver speciallægen skyklapper på. En bred baggrund, hvor speciallægen har kendskab til andre specialer, har flere fordele: Det er vigtigt at kunne afgrænse sit eget speciale i forhold til andre specialer. Speciallægen skal vide, hvad han/hun ikke kan, og hvad andre kan gøre bedre end ham/hende. Det er en kæmpe fordel for sammenhængen i patientbehandlingen, at speciallægen kan tage røret og ringe til en god kollega fra et andet speciale, når en patient skal viderehenvises. Det fremmer nedbringelsen af de interne ventetider. Gode behandlingsprincipper i et speciale kan desuden videreføres til andre specialer.

De nye speciallægeuddannelser, hvor sideuddannelserne er begrænset betydeligt, sammen med fireårsreglen forringer kendskabet til andre specialer. Det samme gælder turnus, som forkortes med år. Hvad er det, politikerne ønsker at vinde ved denne omlægning? Svaret er flere speciallæger med en bred specialefordeling. Det at være speciallæge skulle jo gerne borge for en vis kvalitet. Det sidste giver man køb på. I sidste ende får vi måske nok nok flere speciallæger, men kvaliteten bliver ringere.

Patienterne tror, at de er i gode hænder, når de i fremtiden møder en færdig speciallæge, men niveauet svarer reelt til en yngre læge under uddannelse til speciallæge.

Forleden havde jeg en medicinstuderende med i ambulatoriet. Han fortalte, at mange af hans medstuderende havde givet udtryk for bekymring ved det arbejdspres, de havde set lægerne arbejde under. Det fik dem til at overveje at planlægge en fremtid i medicinalindustrien, alternativt rejse til Sverige eller Norge for at videreuddanne sig.

I den danske dagligdag på sygehusene drukner videreuddannelsen i produktion. Supervision, oplæring og vejledersamtaler bliver ofte svigtet på grund af den travle arbejdsdag. Alverdens garantier for, at vejledersamtaler er blevet afholdt og uddannelsesprogrammer fulgt, er intet værd, så længe afdelingerne ikke belønnes, når de uddanner. Med DRG-takster på uddannelse som økonomisk incitament for oplæring i operationer, undersøgelser m.m. bliver uddannelsen en del af den samlede produktion, som afdelingen vurderes på.

Arbedsmiljøet

Det dårlige arbejdsmiljø kvæler arbejdsglæden. I dagligdagen er der sat for lidt tid af til hver enkelt patient, og hjælpepersonalet mangler. Der er alt for mange stressede læger. Det, der stresser, er alt det, man ikke når. Der er brug for den nødvendige tid til at gøre arbejdet ordentligt. Der er brug for fred til uforstyrret at sætte sig ind i en journal, inden lægen møder patienten. Hvis lægen er velforberedt, kan patienten mærke det. Det giver tryghed og en fornemmelse af at være i gode hænder.

De mange omlægninger af specialer på sygehusene bevirker, at velfungerende afdelinger med gode faglige miljøer opbygget over mange år, lukkes eller flyttes ind under nye ledelser. Der kan være mange gode grunde til dette. En af grundene er at centralisere behandlinger. Der er blot bivirkninger i en tid med stor mangel på speciallæger. Desværre ser vi en voksende flok af de dygtigste speciallæger flygte ud til den private sektor. De er blevet trætte og frustrerede over at se mange års opbyggende arbejde blive sløjfet ved et pennestrøg.

Sygehusene kan ikke både behandle kræft akut og sørge for al anden behandling inden for en måned. Resultatet vil blive, at alle simple indgreb og undersøgelser ryger direkte videre til de private klinikker. Det vil være indgreb som brokoperationer, mavesæksskopier, tyktarmsskopier, knæskopier, bihuleoperationer, næseoperationer, fjernelse af mandler, mellemøreoperationer m.m.

Der er en katastrofal mangel på speciallæger. Der skal hurtigst muligt uddannes en masse speciallæger. Men hvis de dygtige speciallæger flygter, hvem skal så uddanne og i hvilke indgreb? F ør en speciallæge kan foretage avancerede indgreb, skal han/hun kunne udføre de simple indgreb, som nu ikke længere foregår i det offentlige. Med andre ord: Kæden er hoppet af.

For at sætte kæden på igen må de yngre læger under uddannelse følge efter de simple indgreb. Det er tvingende nødvendigt at inddrage alle resourcer i processen med at uddanne speciallæger. Der må laves aftaler med private klinikker og specallægepraksis omkring uddannelsen.

Jeg har derfor følgende forslag til politikerne:

Drop fireårsreglen og bevar turnus, som den er. Der er - alt taget i betragtning - ingen gevinst at hente for samfundet ved indførelsen af fireårsreglen og ændring af turnus.
Få i stedet fokus på organiseringen af det lægelige arbejde, således at vi udnyttes bedre.
Giv os et bedre arbejdsmiljø med mindre stress i dagligdagen.
Indfør DRG-takster på uddannelse og indrag de private klinikker samt praktiserende speciallæger i videreuddannelsen.

Giv os arbejdsglæden tilbage. Vis tillid til os. Giv os en chance for at gøre en forskel.

Mit forslag til min egen forening, Yngre Læger, er at invitere Torben Lund fra Danske Patienter med til vores repræsentantskabsmøde på lige fod med sundhedsministeren. Vi har jo mange fælles interesser!