Patientens ønskeseddel

Som patient i det danske sundhedsvæsen oplever jeg et utroligt engageret personale, der desværre ofte er dybt frustrerede over de rammer, de virker i. Faktisk undrer det mig jævnligt, at det lykkes at behandle så mange patienter med succes til trods for behandlingssystemets problemer med stive strukturer, håbløse arbejdsgange, mangel på tidssvarende it-systemer, forældet udstyr og bygninger, der skriger på vedligeholdelse.

Selv om strukturændringer allerede hænger de fleste langt ud af halsen, er de fortsat helt uundgåelige, hvis vi skal opnå høj kvalitet i fremtidens patientbehandling. Vi skal have højt specialiseret sygehusbehandling, men samtidig kan flere og flere ting klares lokalt, tænk blot på de muligheder for at diagnosticere, som ny teknologi giver den praktiserende læge.

Når man først er syg, betyder optimal behandling mere end nærhed. Derfor må vi lukke de små sygehuse. Der er ingen vej udenom, for de kan ikke følge med i kvalitetsræset. Høj kvalitet kræver dyrt udstyr og specialiseret personale. Vi må huske at flytte menneskelighed og omsorg med ind på de store sygehuse, men grundlæggende er det ikke godt nok, at jeg kan blive indlagt på det lokale sygehus i Frederikssund, hvis jeg alligevel skal køres til Hillerød for at få lavet billeddiagnostik.

Det gode ved udbredelsen af princippet med funktionsbærende enheder har været, at man har fået sammenlagt en række afdelinger med samme speciale. At det så helt tilfældigvis lige var de eksisterende amtsgrænser, der gav et passende patientunderlag til en funktionsbærende enhed, var jo meget opportunt, men lidt for letkøbt. Og man opgav at få gjort noget ved det grundlæggende problem, som jo er, at der er for mange sygehuse. Afdelinger er blevet spredt: Når sygehus A fik speciale x skulle sygehus B have speciale y. Resultatet er, at man opretholder en struktur med mange fysisk adskilte sygehuse, og da patienter har det med at fejle flere for- skellige ting på en gang eller ligefrem have uafklarede diagnoser, må de ud på landevejen for at blive kørt rundt mellem de forskellige afdelinger. Oveni kommer så overflytninger, der skyldes midlertidig pladsmangel på de spredte afdelinger.

Hvor forvirrende opleves ikke et patientforløb med indlæggelse på hjemsygehus, overflytning til først den ene specialafdeling og så den anden på forskellige sygehuse, så tilbageflytning til hjemsygehus, mens man afventer operation, som igen kræver flytning og tilbageflytning. De fine intentioner om en fast kontaktsygeplejerske går fløjten i denne roteren mellem sygehuse med nye indlæggelsessamtaler, nye sengestuer og nyt personale, som man dårligt når at lære at kende, før nye ambulancefolk dukker op til en ny køretur.

Syge mennesker skal være på et sygehus. De hører ikke til på landevejen.

Akutberedskabet må nytænkes

De mange argumenter mod sygehuslukninger må man tage alvorligt og søge at løse, også når det kræver både nytænkning og ressourcer. Når der bliver længere til sygehuset, bliver den akutte hjælp på stedet og under transporten vigtigere. Det er bedre for patienterne at blive transporteret sikkert til et sygehus med et højt behandlingsniveau end at blive transporteret hurtigt til et lokalsygehus, der alligevel ikke kan yde en optimal behandling. Men hele akutberedskabet må nytænkes: Ambulanceberedskabet trænger til bedre uddannet personale, mere udstyr og større mulighed for helikoptertransport, og den historisk begrundede opdeling mellem vagtlæge og skadestue er ikke hensigtsmæssig.

Store bygninger behøver ikke være menneskefjendske. Hvis man vil udbygge de store sygehuse, må man ofre noget på at skabe smukke omgivelser med grønne områder og rare opholdsarealer, hvor mennesker kan trives. Patienter med livsmod bliver hurtigere raske, og glade medarbejdere yder mere!

Muligheden for besøg er vigtig. Pårørende til indlagte patienter er ofte ældre mennesker, der har svært ved selv at klare en lang transport. Færre sygehuse forudsætter velfungerende kørselsordninger, der omfatter både patienter og pårørende.

Se det var sommerens tanker fra en rygmarvsskadet, som det danske sundhedsvæsen trods alle dets mangler stadig holder liv i.