Patientens ret til ikke at vide

»Pling« – et nyt svar er tilgængeligt i sundhedsportalen.

For flere og flere patienter er det blevet en del af hverdagen: hurtig adgang og øget tilgængelighed til egne data. Med kun få klik kan hr. og fru Danmark få adgang til prøvesvar, skanninger og journalnotater. Dette synes at være et fremskridt, der er med til at sikre transparens mellem sektorer, selvbestemmelse for patienten og – vigtigst af alt – patientinddragelse. Det stiller dog også krav – store krav – til os som fagfolk. Er det på tide, at vi bliver bedre til at vejlede vores patienter om, hvornår de skal vide hvad?

Sofadiagnosen

Med afsæt i min egen hverdag i almen praksis ser jeg i stigende grad det, jeg kalder »sofadiagnosen«. Patienten sidder en tilfældig aften derhjemme og ser, at der er kommet nyt om den prøve eller skanning, vedkommende var til i sidste uge. På et splitsekund kan verden blive vendt på hovedet. Svaret, der jo ikke ligefrem er skrevet i lægmandssprog, vækker bekymring, og det naturlige næste skridt er en konsultation med Dr. Google eller ChatGPT.

Patienten kan hernæst læse om sin diagnose uden filter, uden kontekst og uden hensyntagen til individet. Så vidt jeg ved, er hverken Google eller ChatGPT trænet i at formidle diagnoser som disse. De fylder derimod patienten med en lind strøm af informationer, som oftest ikke er gavnlige.

I praksis møder vi dem, når de ringer – uforstående, bange, og ofte inden de har en opfølgende tid til skanningssvar på hospitalet. Det er ikke patienternes skyld. Tværtimod. De gør præcis det, vi i årevis har opfordret dem til: De tager ansvar og engagerer sig i deres egen sygdom. Det, der bliver glemt i processen, er dog, at informationen, de søger og får, ikke er det samme som indsigt, når det faglige filter mangler.

Kravet på medmenneskelighed

Som både sundhedsfaglig og pårørende er det mig ubegribeligt, at vi ikke gør denne del af sundhedsvæsenet bedre. At få en mistanke om alvorlig sygdom via en notifikation på sin telefon er ikke værdigt.

Som jeg ser det, er teknologien ikke problemet i sig selv. Den rummer enorme muligheder for bedre og hurtigere behandling, øget patientinddragelse og styrket samarbejde på tværs af sektorer. Men med muligheder følger ansvar. Og her halter vi – gevaldigt. Vi har i bedste mening givet patienterne retten til at se, men ikke sikret deres mulighed for at forstå.

Som professionelle må vi ikke devaluere vores ekspertise til, at patienterne blot »får svaret i sofaen«. For ikke alle svar er egnede til selvlæsning. Nogle kræver en faglig ramme. En samtale. Et menneske på den anden side – og det er her, vi må skride ind. Vi må blive bedre til at vejlede vores patienter om, hvorvidt et svar egner sig til at blive læst i sofaen. Det er vores pligt som professionelle at sikre dette i de patientforløb, vi engagerer os i.

Retten til ikke at vide

Patienter har rettigheder – og de skal selvfølgelig bevares. Mit skriv handler ikke om at fratage patienterne deres rettigheder; det handler om at udvide dem. Det handler om at udvide vores samtale med patienterne til også at vejlede dem i, hvad vi som professionelle mener bør ske i samråd med os, og hvad man som patient i en sårbar situation ikke skal sidde med alene. Det er for mig en rettighed, som patienter har krav på.

For mig er kommunikationen mellem patient og professionel – mellem mennesker – kernen i det gode patientforløb. Sundhedsvæsenet er ikke en maskine, der kun bygger på information og prøvesvar. Det bygger på den menneskelige relation. En relation, hvor tillid, omsorg og faglighed går hånd i hånd. Med teknologien risikerer vi, at kommunikationen bliver reduceret til skærmtid, og på den måde mister vi det, sundhedsvæsenet er bedst til: den medmenneskelige kontakt og forståelse. Ingen har ret til sofadiagnoser.