Patienterne fortjener akutlæger – lad os ikke gå baglæns

I kronikken ”Nej tak til akutlæger i Danmark” (Ugeskr Læger 2016;178(5):490-1) argumenterer en række ledere fra Region Syddanmark mod oprettelsen af et selvstændigt speciale i akutmedicin.

I mine 34 år som læge har jeg været tilknyttet skadestuer/-modtagelser på ni forskellige sygehuse i næsten alle roller, fra ung skadevagt til ledende overlæge på en ortopædkirurgisk afdeling med ansvar for to skadestuer/-modtagelser. Den gamle model var typisk en skadestue/-modtagelse under ortopædkirurgisk ledelse, men med lægefagligt ansvar i det speciale, patienten var visiteret til. En række lokale aftaler betød, at nogle patienter kørte uden om den generelle model.

Patienter på anden klasse

Min oplevelse var, at der var væsentlig plads til forbedring. Modellen indebar, at læger skulle tilkaldes for at tage sig af ”deres” patienter. Lægerne var ofte optaget af andre opgaver. Det var ikke ualmindeligt, at de akutte patienter skulle vente i timer, før de mødte en læge. Der var tit uenighed om visitationen, så mange patienter måtte igennem flere tilsyn, med yderligere ventetid, inden det var afklaret, hvor de skulle indlægges. Dobbeltarbejde var daglige hændelser. Den præhospitale visitation, hvis der overhovedet havde været en, var ofte ikke tilfredsstillende og førte til endeløse diskussioner mellem vagthold. Dette bebrejder jeg ikke vagtlæger eller de praktiserende læger; deres opgave er vanskelig nok i forvejen, og de har begrænset adgang til diagnostisk udstyr. Dengang var mange akutte patienter i sandhed på anden klasse.

Akutlæger kan færdigbehandle

Derfor kan det være svært at se, hvorfor det er en forringelse for de akutte patienter, at de mødes af en seniorlæge, der er uddannet og dedikeret til varetagelsen af den akutte modtagelse, udredning, primærbehandling og visitation af denne store gruppe patienter. I stigende omfang vil akutspecialet også kunne færdigbehandle en række patienter. En akutlæge er ikke en omkørsel, men en kompetent kollega, der kan løfte en vigtig del af den akutte behandling af vores fælles patienter, og en person, der kan levere en bedre primærbehandlet samt udredt patient til de relevante specialer.

Jeg læser heller ikke Michael Hansen-Nord et als indlæg som et ønske om at vende tilbage til foregående tider. Budskabet er nærmest: ”Giv os den gamle model tilbage, og så gør vi det bedre denne gang”. Men hvad er indholdet i det? Tvangsudskriv alle nyuddannede speciallæger til at tage en ”tørn” i akutafdelingen med et par efteruddannelseskurser med i bagagen? Er det virkelig bedre end fastansatte læger, der er motiverede, uddannede og dedikerede til denne opgave?

Ikke et færdigt produkt

Akutspecialet dumper ikke ned til os som et færdigt produkt. Udviklingen fra sin spæde start til et egentlig selvstændigt speciale fordrer aktiv opbakning fra de øvrige kliniske specialer. Vi skal afgive de opgaver og ressourcer, der naturligt hører til akutafdelingernes ansvarsområde. Vi må ikke være territoriale, men tværtimod være med til at sikre akutafdelingernes udvikling. Det er væsentligt, at akutmedicin anerkendes som et selvstændigt speciale, så vi får sikkerhed for, hvilken uddannelse og kompetence vi kan forvente af lægerne i akutafdelinger. Det er forudsætningen for, at akutafdelingens læger bliver ”de rette” speciallæger for de akutte patienter og kan yde en førsteklasses behandling 24/7/365.

Med den rette opbakning er jeg sikker på, at akutmedicin kan udvikle sig til en positiv aktør, der kan løfte dette område til gavn for vores patienter. Omvendt er jeg lige så sikker på, at de etablerede kliniske specialer, hvis de ønsker det, evner at skyde akutafdelingerne og akutspecialet i sænk.

Min opfordring er: støt op om udviklingen af akutspecialet. Det er til gavn for os alle og ikke mindst vores patienter.