Patienternes mand

Måske skal jeg starte med at understrege, at jeg har mange rigtig gode erfaringer med læger.

Det er nok kommunikationsmæssigt en god ting.

Hvis man gerne vil have folk til at læse videre.

De fleste mennesker kan bedst lide ros. De færreste bryder sig om kritik.

For mange år siden, da jeg arbejdede på TV-Avisen, havde vi et mantra, som lød: »Jeg elsker ros. Især skamros. Jeg hader kritik, især kontruktiv kritik.«

Vi grinede, når vi sagde det. Men tag ikke fejl. Vi mente det.

Det er mit klare indtryk, at læger, hvad det angår, ikke er bedre end journalister. Jeg vil måske endda sige: tværtimod.

Der er noget ved lægerollen, som handler om at sidde bag en lukket dør med en patient. Og en patient er en patient. Ikke et vidne. Der er altså ingen vidner, og man er altvidende.

Læger er nemlig meget kloge.

De er i hvert fald per definition klogere end patienter.

De kloge patienter

Fra mine mange og underholdende erfaringer som f.eks. ordstyrer ved lægekonferencer ved jeg, at det værste læger ved, er patienter, som selv har sat sig ind i deres sygdom. Lægebrevkasser får virkelig galden op i læger. Det er dog intet i sammenligning med radiolægen eller tv-doktoren; her begynder vi virkeligt at vende det hvide ud af øjenene. Men de helt hyperreaktioner kommer, når vi taler om patienter, der drister sig til at gå på nettet. Og som har sat sig ind i behandlinger, som lægen ikke lige har fået læst op på. Patienter, som begynder at stille deres egen diagnose, og som har ideer til, hvordan man kunne helbrede ondet. Fy for den lede, kan de dog ikke bare klappe i og tage en kalktablet? Det mest umiddelbart sammenlignelige er skolelærere, der brokker sig over uengagerede forældre, lige til den dag de møder nogen, der rent faktisk har forestillinger om, hvordan deres børn skal undervises. Bvadr. Sådan nogle idioter. Intet overblik. Kun optaget af deres egen lille Hassan.

I de senere år har jeg, især når det drejer sig om sygehuslæger, gang på gang stødt på forelskede forestillinger om patientvejledere, patientrådgivere eller hvad man nu vælger at kalde det. Et led imellem lægen og patienten. Det hedder »man skal gøre, hvad men er bedst til«, som de siger i Danske Bank. Og undskyldningen er, at læger er bedst til at være læger. Underforstået: Se på apparatet. Finde fejlen. Reparere.

Underforstået: Det med at tale med folk - eller endnu værre, lytte til dem - det er ikke særligt fint. Det må vi have folk til. De kan så holde patienten hen med venlig snak, mens vi andre passer vores arbejde.

Hvad har de gang i?

Hvis de så endda passede deres arbejde. Desværre har mit lange liv som patient og ikke mindst pårørende vist, at det gør de ikke nødvendigvis. Sådan noget som at forvente, at lægen har læst journalen, når man kommer på et sygehus, ville være meget hasarderet. Det er en god ting selv at vide, hvorfor man er der.

Gode læger og stærke patienter

Jeg har personligt oplevet at blive underholdt med, at den pågældende reservelæge muligvis måtte fjerne en æggestok, og jeg havde jo allerede fået fjernet den anden, så nu ville jeg ikke kunne få flere børn. Nu havde jeg i forvejen tre og havde ikke yderligere planer, men det kom noget bag på mig, at jeg havde fået fjernet en æggestok. Ved en nærmere research i min journal viste det sig, at lægen under sin skrålæsning havde opfanget »sectio«, men ikke set, at der bag efter stod »caesarian«. Det var jo en lidt anden forklaring, og desuden viste det sig, at det var noget helt andet, jeg fejlede. Det fandt min egen dejlige huslæge sjovt nok selv ud af, da jeg venligt havde gjort sygehuslægen opmærksom på, at de søgte folk i 7-Eleven, og at det muligvis var noget for ham. Nogenlunde de samme arbejdstider i hvert fald.

Jeg har ikke tal på de gange, jeg som pårørende har siddet med en kræftsyg veninde og hørt på læger, som ikke har haft overskud - tid ville de selv sige - til at sætte sig ind i, hvad der stod i hendes journal. Som troede, at de kunne lalle sig igennem samtalen på renomméet. Som glemte, at det, der var rutine for dem, var liv og død for patienten. Vitterligt. Eller dem, som syntes, at nu måtte hun se situationen i øjenene, og fuldkommen uden forberedelse begyndte at tale om, at hun hellere måtte bringe sine forhold i orden.

Faktisk har vi tidligt i forløbet oplevet en læge - på et privathospital - der efter en indledende scanning afsagde patientens dødsdom, for så lidt efter, da han kom forbi og så, at jeg sad og trøstede hende, sagde »Nu gjorde jeg dig vel ikke ked af det?«

Det er en del år siden, og hun lever endnu, er jeg glad for at sige. Men kun fordi der også findes gode læger. Og stærke patienter.

Modne medarbejdere

Jeg er opmærksom på, at der er (mange) patienter, som i den grad har lullet sig ind i fortrængning, at de overhører selv den mest tydelige forklaring på, hvor galt det står til. Men det er altså det, de har valgt. Og så kan det ikke være lægens - og slet ikke sygeplejerskens eller hjemmehjælperens - opgave at få dem til at »se situationen i øjnene«. Hvad nu hvis de ikke har lyst? Det må de da selv om. Jeg glædede mig meget over at læse et interview med en oversygeplejerske fra en hospiceafdeling, som sagde, at hun og den øvrige ledelse var kommet til den erkendelse, at personalet måtte have en vis modenhed for at være til gavn for patienterne. »De unge, er så optaget af, at folk skal have en værdig død. Men det er ikke alle patienterne, der har lyst til det«, sagde hun. Hvis man gerne vil dø rasende, eller i dyb fortrængning, så må man vel selv om det. Vi kan ikke alle være som min 86-årige ven, der døde mæt af dage. Han glædede sig stille og roligt til at dø. Jeg ved det, for når jeg ringede og spurgte, hvordan han havde det, sagde han altid. »Tak. Jeg er død. Men jeg har udgangstilladelse«.

Næstens sted

Hvor svært er det at høre efter, hvad folk siger? At høre undertekst. At mærke ikke nødvendigvis sympati, men empati. At sætte sig i næstens sted. Det er det vi er, vi patienter. Vi er - fandengalemig - næsten.

Den fornemme gynækolog Vagn Sele lærte altid sine kandidater én væsentlig ting: »En dame uden bukser på kan ikke høre. Hvis en herre og en dame skal kommunikere, må de enten begge være uden bukser eller begge have deres egne på.« Fra mit patientliv kan jeg kun klage over, at ikke alle har været kandidater hos Sele. Jeg sendte ham en lang kærlig tanke, da jeg engang var anbragt i det så ufatteligt ydmygende gynækologleje, selv om det nu ved den lejlighed var en ikke mindre ydmygende tarmundersøgelse, jeg var objekt for. Jeg kan ikke huske den faglige betegnelse, men det kan I vel selv - og den undersøgende læge fra mellem mine lår førte en lang intensiv samtale med samtaleanlægget om sin vagtplan. Desværre Sele, må jeg sige, at damen kunne godt høre, men hun var ude af stand til at tale. Først da lægen forlod mig hængende i stativet, for ved personligt fremmøde at få ordnet uoverenstemmelsen, brokkede jeg mig edderspændt til den venlige sygeplejerske, der hjalp mig ned. «Ja det er forfærdeligt«, sagde hun og rystede på hoved et. »Der er så mange patienter, der klager over det.« Her var det jeg eksploderede, og det var jo i grunden uretfærdigt, at det gik ud over hende, men helt ærligt - hvad skal et samtaleanlæg i et undersøgelseslokale? Det hører ingen steder hjemme. Selv om jeg skam er opmærksom på, at vi skal være taknemmelige over overhovedet at være i et undersøgelseslokale og ikke er henvist til at føre dybt personlige samtaler om kræftoperationer i patienternes dagligstue under velvillig opmærksomhed fra de øvrige tilstedeværende. En situation som jeg flere gange har været ufrivillig deltager i.

»Nå, det er Sele, der har henvist dig«, sagde en sur sygehusoverlæge engang, hvor jeg tydeligvis havde spildt hans kostbare overlægetid med ikke at lide af noget interessant. ,Ja, han er jo patienternes mand`«.

Gu er han så. Dem skulle der være nogle flere af.