Patientinddragelse – nej tak!

Med denne lidt provokerende titel som udgangspunkt vil jeg argumentere for, at udsagnet indebærer et paternalistisk syn på patienten, som bør erstattes af at se »patienten som beslutningstager«. Vi starter et andet sted. Jeg ved intet om biler, og jeg er virkelig »på den«, når min vil ikke vil køre. Men når jeg har min bil på værksted, vil jeg ikke inddrages – jeg vil bestemme. Det er nemlig min bil. Når mekanikeren fortæller mig, at min bil skal have ny kobling, lytter jeg til hans faglige argumenter (og tænker lidt på økonomien), hvorefter jeg beslutter, om bilen skal repareres eller ej. Det er ikke mekanikeren, men mig, der skal beslutte, om bilen skal repareres. Sådan er det også med patienter. Patienter er eksperter i deres liv. De har brug for professionel rådgivning og viden, for at de kan træffe det valg, der er rigtigt for dem. Hvis lægen inddrager patienten, er udgangspunktet en paternalistisk tilgang. Lægen vurderer situationen og træffer beslutning om behandling, hvorefter patienten informeres. Information bliver »oversat« til inddragelse.

Hvis vi nu vender det »normale læge-patient-forhold« på hovedet og ser patienten som beslutningstageren, og lægens rolle er at komme med beslutningsoplæg frem for behandlingsforslag. På samme måde som når min bil er på værksted, og det er mig, der skal beslutte, om jeg vil undvære bilen, mens den (igen) er på værksted, eller om jeg skal udskifte den med en ny (og derfor måske ikke kan komme på sommerferie). Jeg lytter til mekanikerens faglige argumenter og sammenholder disse med, hvad bilen betyder i min hverdag. Det er nemlig mig, der skal leve med konsekvenserne i hverdagen – ingen bil eller ingen penge. Når vi bruger udtryk som patientinddragelse og behandlingsforslag, ligger det implicit i den sproglige formulering, at det er lægens beslutning, som patienten inddrages i. Lægen vurderer og beslutter, om patienten skal indstilles til operation, have medicin m.m. Det er der ikke noget galt i, og det er ikke det, som jeg stiller spørgsmål til. Lægens faglige vurdering er nødvendig for at sikre et godt og velfungerende sundhedsvæsen med lige adgang til behandling. Men når vi anvender begreberne patientinddragelse og behandlingsforslag som synonymer for patientinformation, dækker vi over en paternalistisk måde at se på patienten. Patienten er ekspert i sit liv. Hvis patienten undlader at indløse recepten eller ikke følger ordinationen 100%, kalder vi det manglende komplians. Et fint fremmedord, som beskriver, at patienten er »ulydig« og ikke overholder lægens ordination. Hvis patienten anses som ekspert, er det omvendt. Her er det ordinationen, der ikke er kompliant, da den ikke overholder reglerne for at indgå i patientens hverdagsliv. Lægen og patienten er eksperter på hver deres område. Begge har en viden, som den anden ikke har, men det er patienten, der har vetoret. Ved at se patienten som beslutningstager bliver lægens opgave at lytte og komme med faglig rådgivning, der kan give patienten et godt beslutningsgrundlag på samme måde som min mekaniker. Patientens opgave er at stille spørgsmål og træffe beslutning ved at sammenholde lægens information med fordele og ulemper set fra patientens synsvinkel.

Ord og begreber betyder noget for den måde, vi tænker og handler. Gennem tiden er der gennemført forskellige interventioner for at forbedre komplians [1, 2] , men det er stadig et problem. Jeg kan på ingen måde fremkomme med beviser for, at komplians kan forbedres ved at se patienten som beslutningstager frem at tale om patientinddragelse, men måske er det værd at forsøge.