Patientklagenævnet, sagkundskaben og retssikkerheden

»I can think of nothing more terrible than ignorance in action«. (»Es ist nichts schrecklicher als eine tätige Unwissenheit«) . Johan Wolfgang von Goethe, 1749-1832.

Efter at have været vidner til flere af patientklagenævnets afgørelser - inklusive de ganske store personlige kvaler en beklikkelse af faglig kompetence medfører - har vi gjort os tanker om, hvilke regler der gælder i denne sammenhæng. Af nævnets statutter fremgår, at man kan udbede sig en vurdering fra en sagkyndig konsulent [1], og det må antages, at nævnets afgørelser således i vidt omfang baserer sig på sagkyndige kollegers indstilling.

Hvem er disse sagkyndige? Generelt synes det ikke at være noget krav, at sagkundskaben er konkret relevant, hvilket fører til den lidet hensigtsmæssige situation, at den sagkyndige læge kan være sin anklagede kollega underlegen, hvad angår relevant faglig kompetence - der er ikke nødvendigvis tale om ligeværdighed eller nogen »peer« bedømmelse. Det forekommer således ikke optimalt, at en kollega med bund i en bred klinisk afdeling vurderer komplicerede patientforløb på subspecialiserede universitetsafdelinger, ligesom en højt specialiseret kollega fra det universitære miljø næppe har de bedste forudsætninger for at forstå vilkårene i praksis eller på en travl almen afdeling.

Hvad kendetegner da sagkundskabens frembringelser? Det synes som hovedregel fyldestgørende at påpege, hvad man i et konkret forløb finder fejlagtigt - saglige begrundelser og henvisninger til f.eks. autoritative kilder ses sjældent. Det kan måske undre, at denne autoritære anakronisme har overlevet i en tid, hvor stort set al øvrigt medicinsk virke bevæger sig i retning af at være videns- og evidensbaseret.

Når sagkundskaben har talt, synes ankemulighederne spinkle og ikke uden farer. Vi er således bekendt med et uværdigt scenarium, hvor en indsigelse i stedet for selvransagelse har udløst heftig selvretfærdiggørelse med uddeling af yderligere reprimander til følge.

Alt dette ville være af mindre betydning, såfremt man betragtede ubegrundede påtaler som en konsekvens af tilfældighedernes spil og ikke tog nævnets afgørelser meget alvorligt. Sagen er imidlertid den, at en påtale, den være sig velunderbygget eller ej, påvirker den enkelte langt ind i både arbejds- og privatsfæren og kan få indflydelse på den kliniske hverdag og karrierevalg i et omfang, som de enkeltsager vi kender til på ingen måde berettiger til. Det må derfor være væsentligt, at Patientklagenævnet er bekendt med de grave negative konsekvenser, der - for en arbejdsplads og for den enkelte læge - kan være af en påtale, og hvorledes dette kan føre til selvprotektionistisk defensiv medicin og forringe det samlede sundhedsvæsens praktiske mulighed for at implementere »best clinical practice«.

På baggrund af det nuværende systems begrænsninger kunne man fremover tilstræbe:

• at anvende sagkyndige med relevant klinisk og videnskabelig kompetence, således at »peer-review« princippet efterleves.

• at de afgørelser der træffes så vidt muligt er sagligt begrundede og evidensbaserede, og at ikke evidensbaserede udsagn tillægges mindre betydning - der er fortsat forskel på viden og tro.

• at der foreligger en reel appelinstans, hvor indsigelser vurderes og besvares på et sagligt grundlag, idet manglende omhu, hvad angår bedømmelse af andres omhu, ikke synes at være nogen ganske sjælden foreteelse.

Da mange lægelige dispositioner ikke sker på en sort-hvid baggrund og ofte hviler på et skøn, kunne man ydermere overveje en domspassus, ifølge hvilken en given handling kan være diskutabel, uden at der nødvendigvis er udvist manglende omhu eller samvittighedsfuldhed.

Tingenes nuværende tilstand indebærer, at Patientklagenævnet afsiger en række inappellable kendelser på baggrund af dårligt underbyggede udsagn fra personer med en for sagens vedkommende tvivlsom kompetence. For den enkelte læge er retssikkerheden i denne sammenhæng minimal.

SVAR