Patientsikkerhed er ikke straf og mistænkeliggørelse

Som bekendt startede vores regent året med at opfordre os til at gøre flere unyttige ting. Og for en gangs skyld har Folketinget og Styrelsen for Patientsikkerhed faktisk været proaktive. For når det kommer til at sikre kvalitet og patientsikkerhed i vores sundhedsvæsen, er der i de seneste år indført en lang række unyttige, ja deciderede skadelige tiltag.

Styrelsen for Patientsikkerhed blev oprettet i 2016. Det lød som en god idé. Patientsikkerhed er et centralt element i en moderne sundhedssektor, og det er et godt tegn, at der blev oprettet en hel styrelse til formålet. Patientsikkerhed har som samlet koncept været centralt på dagsordenen, siden det sidste årtusindes afslutning blev markeret med en opsigtvækkende rapport, der viste, at op mod hundredetusinde amerikanere hvert år dør som følge af fejl i sundhedssystemet [1].

Meget symbolsk blev dette årtusinde så indledt med en opfølgende rapport, der beskrev, hvordan disse store udfordringer skulle løses [2]. Det var en ambitiøs og paradigmeændrende rapport, som tog nogle grundlæggende armtag med tidligere tiders indretning af sundhedsvæsenet. Centralt var ting, som vi i dag tager for givet, såsom at behandlingen skal være evidensbaseret, og at patienterne skal inddrages i deres egen behandling.

Metoderne var kontrol og straf

Et af de grundlæggende paradigmer, som der ifølge rapporten skulle gøres op med, var, at fejl, som opstår, må skyldes manglende kompetence eller sjusk. Hidtil havde de dominerende metoder til at fejlkorrigere været uddannelse, kontrol og straf. Altså udelukkende metoder, der rettede sig mod den individuelle sundhedsmedarbejder. Rapporten fastslår derimod, at den største barriere for at bevæge sig mod et mere sikkert sundhedsvæsen er en kultur, der giver individer skylden for fejl. I stedet skal man skabe en kultur, hvor fejl betragtes som en mulighed for at lære og forbedre systemet og derved forhindre fremtidige fejl. Rapportens konklusion er da også meget tydelig på det område: Patienter lider ofte skade pga. dårligt indrettede systemer, ikke på grund af inkompetent personale.

I Danmark fik vi allerede i 2004, som det første land i verden, en national lov om patientsikkerhed. I forbindelse hermed blev der oprettet et nationalt rapporteringssystem for utilsigtede hændelser. Denne lov er netop baseret på idéen om et lærende system. Loven forpligtiger sundhedspersonale til at indrapportere hændelser, som de selv eller andre er involveret i. Til gengæld er systemet fortroligt og ikkesanktionerende. Ledelsen forpligtiger sig efterfølgende til at handle på rapporteringerne, således at der hele tiden sker en bevidstgørelse og en forbedringsindsats. På den måde kan hyppigheden og alvoren af de forskellige hændelser reduceres. Danmark har altså her, såvel som på en lang række andre områder inden for moderne kvalitet og patientsikkerhed, været et foregangsland. Det kan vi være stolte af, og det har uden tvivl gavnet den enkelte borgers sikkerhed.

Derfor råber 9.000 læger op

Desværre har vi nu set talrige eksempler på, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke er kommet med ind i det nye årtusinde. Ved at udvide tilsynsretten og med skærpede beføjelser til at give påbud, indskrænke autorisationer og politianmelde er man vendt lige lukt tilbage til det sidste årtusindes logik. Ved samtidig at indskrænke sundhedspersonalet muligheden for at klage over afgørelser har man fjernet sig så langt fra målet om en lærende kultur, som man overhoved kan komme. Kontrol, frygt og straf som styringsmekanisme er tilbage på bordet.

Det er netop derfor, at lægestanden reagerer så kraftigt. Der er ikke en læge i landet, som mener, at sjusk, dovenskab eller inkompetence er acceptabelt. Der eksisterer en høj faglig stolthed og egenkontrol, og ingen ønsker historier om vanvittige og farlige læger, der får lov til at praktisere. Men når mere end 9.000 læger skriver under på et mistillidsvotum imod Styrelsen, er det simpelthen for at råbe op om, at den struktur, der foreligger, ikke gør det muligt at udføre sit arbejde efter reglerne.

Sagen er jo, at sygehusene er blevet klemt fra to sider i de sidste mange år. På den ene side er dokumentationsbyrden steget eksponentielt. På den anden side har 18 års vedvarende politiske krav om effektivisering, produktivitet og besparelser betydet væsentligt færre hænder om mange flere patienter. Man kan simpelthen ikke være to steder på en gang, og står valget mellem at være hos en alvorlig syg patient eller foran computeren, byder både lægeløftet og almindelig menneskelig anstændighed, at man selvfølgeligt prioriterer patienten.

Lægen sikrer sig selv først

Ingen lærer noget af, at læger, der gør deres bedste, gøres til syndebukke for et travlt og presset sundhedssystem. Resultatet bliver tilbageholdende og usikre læger. Vi risikerer at udvikle et system baseret på defensiv medicin. Her styres der som bekendt efter princippet: Først sikrer lægen sig, at egen ryg er fri, og derefter, at patientens luftveje er frie. Det betyder, at læger og sygeplejersker følger alle regler til punkt og prikke. For en sikkerheds skyld bestilles hele arsenalet af undersøgelser og prøver hver gang, så man er sikker på, at man ikke overser noget. Alt dokumenteres i mindste detalje, og alt tjekkes flere gange. Hvis alle arbejdede efter denne præmis, ville systemet øjeblikkeligt bryde sammen. Systemet er altså på ingen måde indrettet til, at reglerne skal overholdes. At det ikke er muligt at passe sit arbejde og samtidig at efterleve alle de pålagte kontrol- og registreringsmekanismer, blev illustreret forleden, da Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospital, opgjorde, at han på en vagt lavede mere end 500 af den type mundtlige, ikkejournaliserede ordinationer til sygeplejersker, som den unge læge fra Svendborg blev dømt for.

Vil man for alvor slå et slag for patientsikkerheden her i landet, er det nogle helt andre mekanismer end overvældende kontrol og mistænkeliggørelse, man skal kigge på. Det er almindeligt menneskeligt, at vi søger en, der kan stå til ansvar, når tragedier rammer. Men vi ved, at årsagen til fejl i langt de fleste tilfælde skyldes, at systemet svigter. Det er således også der, vi må sætte hovedparten af vores energi ind. Systemet omkring det kliniske personale skal være smart, understøttende og intuitivt. Det skal facilitere, at den faglige fornuft kan få plads, og at kerneopgaverne kan løses. Der skal derudover kigges på arbejdsmiljøet. En af de farligste ting er et personale, som er alt for vagtbelastet, og som har alt for mange opgaver på en gang. Det er vigtigt at forstå, at når sundhedspersonalet råber op om et uholdbart arbejdsmiljø, er det først og fremmest fordi, at de bekymrer sig om den effekt, det har på patientsikkerheden.

Ministeren skal træde i karakter

Det er selvfølgeligt centralt at huske, at det ikke er medarbejderne i Styrelsen, den er gal med. De leverer det produkt og den kvalitet, som dette system er indrettet til. Grundlæggende er sundhedsvæsenet nemlig et politisk styret organ. Derfor er det til syvende og sidst også de folkevalgte, der kan ændre på de rammer og strukturer, der skaber systemet. Der er således brug for, at ministeren og Folketinget træder i karakter, og der er behov for lovændringer og en anden kurs for det arbejde, som Styrelsen laver. Heldigvis har vi i snart 20 år vidst, hvad der skal til: åbenhed, tillid og en systemisk tilgang til patientsikkerhed. Det skylder vi vores dygtige sundhedsmedarbejdere, og det skylder vi først og fremmest alle landets patienter.