Content area

|

Patientsikkerhed og nødret

Forslaget til en ny epidemilov løfter delegation til sundhedsministerniveau fra læger og region. Hvorfor – har man ikke tiltro til dem?
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Inger Marie Giversen, speciallæge i samfundsmedicin, MPH, E-mail: giversen@fiberpost.dk

Den 15. januar 2021 udløb høringsfristen for Lovforslag L 134 Forslag til lov om epidemier m.v. Lovforslaget nød opbakning fra et bredt flertal i folketinget ved præsentationen den 18. december. Den parlamentariske kontrol er da også væsentligt forbedret i forhold til det udkast til lovforslag, der blev sendt i høring den 9. oktober. Alligevel er der dele af lovforslaget, der er værd at opholde sig ved.

Lovforslagets § 55, stk. 3 om fravigelse af autorisationslovgivningen i tilfælde af samfundskritisk sygdom bør påkalde sig opmærksomhed.

Fravigelsen vedrører især lægers forbeholdte virksomhed. F.eks. sygeplejersker skal kunne pålægges selvstændigt at varetage lægelige opgaver. Man tænker sig ikke at overdrage lægelige opgaver til personer, der ikke er autoriserede.

Bestemmelsen skal sikre kapacitet til ikke blot den samfundskritiske sygdom, men også til alle andre akutte og kritiske behandlings- og plejebehov. I udgangspunktet for en periode af fire uger, medmindre særlige grunde tilsiger en længere periode.

Stk. 3 berører ikke de opgaver, som læger i forvejen ikke kan delegere, f.eks. ligsyn, udfærdigelse af dødsattester og recepter mv. [1].

Bemærkningerne til lovforslaget nævner specifikt ikke, at fravigelse af autorisationsloven forudsætter indstilling fra Epidemikommissionen, sådan som det er anført i bemærkningerne til stk. 1 og stk. 2. Derfor kan sundheds- og ældreministeren alene beslutte fravigelse af autorisationsloven på grundlag af Sundhedsstyrelsens indstilling. Sundhedsstyrelsen kan inddrage andre myndigheders vurdering, herunder f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed.

Lovforslagets bemærkninger anfører endnu et formål, nemlig at § 55, stk. 3 gør lovgivningen om delegation overflødig [2].

Bekendtgørelse om delegation [3] og den tilhørende vejledning [4] muliggør lægers anvendelse af medhjælp på en måde, der tilgodeser patientsikkerhed og sikkerhed og tryghed for medhjælpen. Desuden fastlægger bekendtgørelsen og vejledningen ansvar for udførelsen af den delegerede forbeholdte lægefaglige virksomhed. Således har medhjælpen et ansvar for at udføre opgaven efter instruksen og et ansvar for at frasige sig opgaver, medhjælpen ikke mener sig kompetent til at varetage. Ledelsen har et ansvar for, at der forefindes instrukser for de opgaver, der er delegeret, for at medhjælpen oplæres, og for at der føres relevant tilsyn med udførelsen af opgaverne. Lægen har et ansvar for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af medhjælpen og for at føre tilsyn med medhjælpen.

Med lovforslaget løftes delegation fra niveau autoriseret sundhedsperson til niveau sundheds- og ældreministeren, uden at det ansvar følger med, som lovgivningen fastlægger for delegation. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at Sundhedsstyrelsen skal vurdere, hvem der skal pålægges ansvaret for at sikre opdaterede faglige instrukser, de rette kompetencer og muligheden for at overholde lovgivningen. Der peges på, at man f.eks. kan sikre et driftsherreansvar.

Formålet med autorisationslovgivningen er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten i sundhedsvæsenets ydelser. Som lovforslaget foreligger, er det uklart, hvor ansvaret er placeret, når f.eks. en sygeplejerske selvstændigt udfører lægelige opgaver på ministerens bestemmelse. Derfor indebærer § 55, stk. 3 en risiko for patientsikkerheden og utryghed for de sundhedspersoner, der pålægges at udføre en lægelig opgave. Samtidig er den et brud på beredskabsplanlægningens nærhedsprincip, at opgaver løses på laveste effektive niveau.

Hvad formålet er med § 55, stk. 3, blæser i vinden. Regionerne har allerede ansvaret for at tilrettelægge ydelserne i sygehusvæsenet, og lægerne har allerede muligheden for delegation. Medmindre man ikke tiltror regioner og læger evnen til at løfte det ansvar?

Eller også handler det simpelthen om at sætte nødretslige rammer for behandling og pleje i en undtagelsestilstand, hvor man ikke kan opretholde praksis for kvalitet og sikkerhed.

Blad nummer: 

Noter

  1. Jf. Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, LBK nr. 731 af 08/07/2019, §§ 74, 74 a.

  2. ”Dermed vil det ikke være nødvendigt at videredelegere den forbeholdte virksomhed til andre gennem autorisationslovens regler om delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 18.”

  3. Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), BEK. nr. 1219 af 11/12/2009.

  4. Vejledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), VEJ nr. 115 af 11/12/2009.

Right side