Pauser i en coronatid

»Hun har det sgu fint«, råber en grov stemme i baggrunden. I røret siges: »Det går meget godt, hun har holdt manden vågen i nat, det er ikke så populært, men ring bare på tirsdag«.

Jeg har ringet til Najas forældre fra mit børne- og ungdomspsykiatriske hjemmekontor. Siden jeg sidst så hende, har hun både været i skadestuen med selvmordstanker og været smidt ud hjemmefra. Jeg spekulerer på, hvad der menes med »meget godt«.

Tirsdag taler jeg med Naja. Samtalerne er anderledes over telefon. Jeg hæfter mig ved pauserne. Man holder sig i skindet, bider sig i tungen, for at den ikke skal løbe af med én, og venter på at noget skal komme. Noget der kræver tid, plads og en vished for, at lytteren vil vente på det. Men nu kan vi ikke se hinanden, så der føjes endnu en dimension til pausen; for hvad foregår der hos den anden? Græder hun, spiller hun 7-kabale, eller er forbindelsen gået? Grubler hun også over, hvad der sker hos mig? Jeg overvejer at give lyd, da jeg hører rumsteren og »Så kom da ind Robber«. Det må være et dyr af en slags, siden forklarer hun: »Jeg lukker lige hunden ind«. Det er et intimt indblik i lydsporet hos Naja, der foregår en masse på den scene, jeg ikke kan se, pausen kan have mange udfald. Det begrænser samtalen, men udvider den også. Vi taler om, at det er lidt svært at være hjemme for tiden.

Der er pause i store dele af samfundet, og folk holder sig afsondrede. Det fik mig til at genlæse Nataljas fortællinger, Inger Christensens bidrag til en fortællekreds, hvor forfatterne forestiller sig at være isolerede på en båd under en atomkrise. I evakueringens pausetilstand opstod historierne om Natalja. I hver fortælling har hun en ny identitet, hun flyder sammen med andre karakterer, andre bærer navnet Natalja, og i sidste novelle bliver hun gennemblødt i regnen, tager alt sit tøj af, lægger sig i et badekar og tømmer sin taske for alle papirer, der bærer hendes navn, river dem i småstykker, trækker ud i toilettet og lader dem flyde væk med vandet. Hun er ikke længere Natalja eller nogen anden, men kan potentielt være hvem som helst.

Det slog mig, ved at være med på lydsiden hjemme hos Naja, at nogle steder nok er lettere at være isoleret end andre, men måske er det dér, på værelset med hunden Robber, der skrives litteratur, opstår idéer og tænkes uendelige muligheder for samfundets og dets beboeres genfødsel efter pausen? Trods en alvorlig baggrund og mange begrænsninger forestiller jeg mig, mens jeg cykler afsted mod mit anerkendelsesværdige formål som forvagt, at den også kan medbringe noget udvidende, som aldrig var tænkt før.