Pensioneret personale er del af løsningen

»Det går for langsomt med at nedbringe ventetiderne på landets sygehuse, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)«.

Personalemangel i det offentlige sundhedssystem er medvirkende til lange ventelister, dårligt arbejdsmiljø, mindsket søgning til faget, personaleflugt til det private samt flere patienter uden egen læge, og dermed forringelse af folkesundheden. Personalemanglen er øget parallelt med politikernes sparerunder.

Regeringen satte februar 2023 som mål, at ventelisterne skulle være nedbragt inden for to år. De samme politikere så en chance for at være livreddere gennem en akutpakke, der fordobler ventetiden, et regeringsgrundlag uden løsningsforslag, en robusthedskommission, en akutplan, der skal forlænge ventetiden, en ny sundhedspakke samt en kræftplan V baseret på en treårig pilotundersøgelse, udarbejdelse af en overvågning af ventelister, samarbejde mellem faggrupper plus udvidet tilskud til tandpleje! Kræftplan V skal først ligge klar fra 2025.

Disse tiltag er fremtidige løsninger med sparsom effekt. Forlænget behandlingsgaranti, specialisering af sygeplejersker, flytning af personel fra forskning og udvikling til patientkontakt, genindførelse af en 72-timers garanti, der flytter efterbehandling af nyudskrevne patienter fra hjemmepleje og vagtlæger tilbage til sygehusene, har begrænset, om nogen effekt overhovedet.

Ventelisteovervågning er en simpel forudsætning for at kunne planlægge afdelingens drift. Hvor mange venter, hvor længe har de ventet, og hvor mange har stået for længe, bør indberettes dagligt.

Forlængelse af ventetidsgarantien til det dobbelte betyder blot, at patienter skal gå dobbelt så lang tid, før de sendes videre.

Flytning af personale fra forskning og udvikling samt opgradering af sygeplejersker til specialister skaffer naturligvis ikke mere personale. Tilbageflytning af ansvaret for udskrevne patienter fra vagtlæge og hjemmeplejen til sygehusene frigiver heller ikke personale. At slække på sprogkravene er næppe heller en holdbar løsning.

For lange ventelister findes her og nu. Blødning af ressourcer fra det offentlige sundhedssystem sker her og nu. Manglen på praktiserende læger øges her og nu. Det er nu, der skal frigøres arbejdskraft.

I september 2023 viste en undersøgelse foretaget af Overlægeforeningen, at der er et stort potentiale i at frigøre landets overlæger fra de opgaver, der ikke kræver deres ekspertise. Det mente Overlægeforeningen både kunne forkorte ventelisterne og give bedre kvalitet i behandlingen. 76% af de adspurgte overlæger svarede, at de løste opgaver, som andre faggrupper kunne løse lige så godt. Der nævntes lægesekretærer, yngre læger og sygeplejersker. Når det kom til lægearbejde, blev registrering, databearbejdning, dokumentation, skemaplanlægning, personaleadministration og opfølgning af prøvesvar nævnt. Endvidere ville ambulatoriearbejde, stuegang og undervisning også være i spil. Desuden var det evident, at praktiserende læger også kan aflastes f.eks. gennem regelmæssige besøg af speciallæger med relevante specialer, hvorved egen læge sparer tiden på undersøgelse og henvisning, mens patienterne i mange tilfælde sparer turen til sygehuset. Pensionerede praksislæger vil også kunne afløse i en dagligdag med forlænget åbningstid.

I marts 2023 viste en undersøgelse blandt pensionerede læger (6.500 ud af 36.000), at 25% savner lægearbejde. Lægerne har for en stor del pensioneret sig, fordi arbejdspresset har været for højt i forhold til de med årene reducerede kræfter, nøjagtigt som alle andre faggrupper. Psykisk og fysisk krævedes længere restitutionsperioder. Stillinger med både vagtfrihed og deltidsarbejde har været svære at finde. Men de pensionerede har op til 40 års erfaring med patienter og godt arbejdsmiljø og kan derfor løse rutineopgaver, mens det fastansatte personale frigøres til deres kerneopgaver inklusive ventelisteafvikling.

Økonomien i via korttidsansatte seniorer at begrænse ventetiderne vil betales af den besparelse, der ligger i at behandle patienten på afdelingen frem for at sende patienten videre til privathospital eller udlandet. De nødvendige lønninger findes også via besparelser gennem forkortede sygeperioder.

Tiden fra vaccinationskabinerne har vist, at pensionerede læger og sygeplejersker er en ressource, der kan timeansættes under allerede gældende overenskomst som en »begivenhedsbestemt ansættelse«, dvs. en ansættelse, der ophører, så snart problemet er løst.

Som under vaccinationerne sker ansættelserne med løn svarende til den overenskomst, man egentlig tilhører, dog uden feriepenge eller pensionsindbetalinger. Spørgsmålet om fradrag i pensionen er løst.

To år havde man afsat til projektet. Intet er sket. Tilbage står en stadigt tiltagende personalemangel, et katalog af arbejdsopgaver, der kan løses af andre, samt et ikkeubetydeligt antal kompetente pensionerede læger. Derfor er mobiliseringen af pensioneret personale en indlysende mulighed. Det er nytænkning, men det var kvindernes stemmeret jo også.

Derfor er det nu op til regionerne, de trængte afdelinger samt landets sundhedsseniorer at sætte sig sammen og aftale detaljerne. Det skylder vi alle patienter og personalet i sundhedsvæsenet.

Den skitserede samarbejdsform er uden binding for nogen af parterne. Den kræver velvilje og løsning af mindre praktiske problemer, men vil være til gavn for patienter og for sundhedsvæsenet som helhed. Desuden er den tidsbegrænset og kan tages frem igen ved kommende kriser.

Folkesundhed kan måles i sygedage, levetid og dødelighed, men også i tryghed og opfattelse af egen situation. Pensionerede læger kan også bidrage med sygdomslære i folkeskole, på aftenkurser, ved foredrag samt i tv-indslag og på den måde bidrage til aflastning af sundhedssystemet samt til folkesundheden.

Lad os for en korte stund droppe nationaløkonomi, fagforeningstaktik og personlig vinding for at stå sammen om at genrejse sundhedssystemet til gavn for de patienter, der ængstes, lider, invalideres eller dør helt unødigt.