Skip to main content

Pensionist - snydt

Pens. speciallæge Anne Schandorf, Roskilde

15. jan. 2007
2 min.

Der går næppe en dag, hvor man ikke ser pragtfulde billeder i medierne om superaktive gamle. Nygifte fra borgmesterkontoret, flere ejendomme. Vinteren i Provence.

De sidder på kapitalen, står der med store bogstaver! Jeg selv blev pensioneret fra en fuldtids speciallægepraksis i 2006, 75 år gammel. Det tør siges, at der var overraskelser! Min pension fra Lægeforeningen gik nogenlunde igennem; jeg havde jo fået ny trækprocent!

Min folkepension kunne ikke udbetales; den blev deponeret i Landsarkivet, for at det ikke skulle være løgn. Jeg havde jo arbejdet i udlandet engang, engang i min ungdom. Sådan gjorde de altid med ældre medborgere, forklarede sagsbehandleren fra Roskilde Kommune telefonisk. Ret grotesk.

Jeg har såkaldt opsat folkepension til gode fra jeg var 65 år til nuværende 75. Den vil Roskilde Kommune slet ikke høre tale om. Folkepensionen har jeg dog fået: 2.322 kr. månedligt.

Så har jeg naturligvis flere gange forhørt mig hos min egen »fagforening«, Lægeforeningen, angående advokatbistand. Jeg venter fortsat på svar derfra.

Jeg har talt med tre advokater her i Roskilde; de vil ikke »påtage sig at føre sag an mod kommunen«.

Vores egen fagforening har jo i årevis reklameret med diverse servicefunktioner. Andre fagforeninger, f.eks. HK, fører masser af sager for medlemmerne. Og vinder.

Yderligere vil Lægernes Pensionskasse heller ikke mere sende kontoudtog ud til medlemmerne. Man skal telefonere til et nr. 70101070. Jeg har prøvet og opfatter det som en grov nytårsspøg. Ligesom at føje spot til skade.

Trist er det efter 45 års lægeligt arbejde at møde arrogance og nedladenhed overalt.

Jeg håber, at de kolleger, der læser dette, bliver bedre behandlet og sender mange ønsker om et godt og bedre nytår til alle.