Skip to main content

Personlighedsforstyrrelser

♠ Ledende stabsoverlæge Jørgen Nystrup E-mail: jny@regionsjaelland.dk

15. aug. 2008
2 min.


Erik Simonsen skrev i 1998 bogen »Personlighed og personlighedsforstyrrelser« til Psykiatrifonden. Den blev en succes og bredt brugt som undervisningsmateriale for en lang række sundhedsprofessioner. Hvis man tror, at denne bog er en ajourføring af den gamle, har man både ret og uret. Bogen er meget mere.

»Personlighedsforstyrrelser« er en ny, helt anden bog. Komponeret af et kompetent panel af 18 danske eksperter med hver deres subspecialetilgang til emnet: Bo Møhl, Raben Rosenberg, Birgit Bork Mathiesen, Niels Peter Rygaard, Erik Simonsen, Søren Nielsen, Per Nielsen, Per Sørensen, Morten Kjølbye, Ellids Kristensen, Francisco Alberdi, Irene Oestrich, Kirsten Aaskov Larsen, Sebastian Simonsen, Jes Gerlach, Ulrik Haahr, Lene Larsen og Heidi Hansen. Selv om der oplyses om den nyeste viden, efterlades læseren også med budskabet, som i hvert fald er hovedredaktørens: Hvor ved vi egentlig lidt! Bogen dokumenterer samtidig, at nyere tid har lagt et forskningsmæssigt fundament under området, hvilket muliggør, at vi kan komme videre i forståelsen af ikke bare personlighedsforstyrrelser, men måske af psykisk sygdom som sådan.

Bogen er trods omfanget på 446 sider letlæselig. Der er mange kasuistiske illustrationer af de teoretiske pointer. Det kan være lidt forvirrende, at disse kasuistikker sommetider fremhæves med kursiv og andre gange blot indgår i teksten. Hvert kapitel afsluttes med en kortfattet, men relevant litteraturliste. Det siger noget om bogens spændvidde, at litteraturlisten går fra Stern (»Spædbarnets interpersonelle verden«) til Kierkegaards samlede værker.

På trods af de mange medvirkende forfattere er der meget få overlapninger i bogen. Den er redigeret stramt. Den fremstår nærmest som en håndbog, hvor man uden at miste forudsætninger kan læse hvert enkelt kapitel for sig.

Bogen kan varmt anbefales som nødvendig læsning for alle ansatte inden for psykiatrien, som baggrundsmateriale for studiekredse og som håndbog på alle psykiatriske afdelinger. Personlighedsforstyrrelser rækker langt ud over psykiatrien. Det oplyses i bogen, at 10-15% af befolkningen har en personlighedsforstyrrelse. Som komorbiditet er personlighedsforstyrrelserne vigtige at håndtere for alle læger - og for praktiserende læger er patienter med personlighedsforstyrrelse en gruppe, der er velkendt, men også besværlig - dilemmaet mellem overbehandling og underbehandling af denne gruppe tærer på den praktiserende læges kræfter. Bogen må derfor også have stor interesse for praktiserende læger.

Man må håbe, at en af bogens udgangsbønner kan blive opfyldt, nemlig at Sundhedsstyrelsen inspireres til at udarbejde et referenceprogram om behandling af personlighedsforstyrrelser.