Skip to main content

Personlighedsforstyrrelser. Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser Jørgensen CR.

Forskningsoverlæge Erik Simonsen E-mail: rfes@ra.dk

16. okt. 2006
2 min.

Forfatteren er lektor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet, ph.d. og uddannet gruppeanalytiker. I indledningen gør forfatteren sit grundsynspunkt klart: hvis man vil være professionel i sin kontakt med personlighedsforstyrrede mennesker, må man støtte sig til gode teoretiske modeller, empirisk baseret viden og have klinisk funderede retningslinjer. En fint afvejet gennemgang af definitioner, det kategorielle system og de dimensionelle alternativer følger.Forfatteren kritiserer det nuværende diagnosesystem med dets dårlige afgrænsning over for det normale, en kunstig høj komorbiditet, dets begrænsede gyldighed og manglende teori. Forfatteren er helt opdateret i empirien, hvad bogens ca. 600 referencer vidner om.Forfatteren giver en tankevækkende socialpsykologisk analyse af mennesket i en senmodernistisk vestlig kultur og kæder den sammen med udvikling af identitetsforstyrrelser (borderline). Bogen leverer en fin gennemgang af borderlinebegrebets vanskelige afgrænsning over for posttraumatisk stress-syndrom og de affektive lidelser. De teoretiske modeller præsenteres i en gennemgang over 144 sider af den psykoanalytiske skole fra Freud til Fonagy, som fører frem til beskrivelsen af en relationel baseret behandlingsmodel. Den bygger på terapeutens nærvær, neutralitet og evne til indlevelse i borderline-patientens indre univers. Forfatteren runder af med en gennemgang af empiriske forløbs- og effektundersøgelser af borderline-tilstande, som er kendetegnet ved en høj grad af remission.Bogen handler først og fremmest om borderline-patienter. Bogens hovedtitel burde afspejle dette. Vi hører ikke meget om de paranoide, ængstelig-undvigende etc. At identificere personlighedsforstyrrelser med borderline - som altid tager al opmærksomheden! - kan bringe området i miskredit. Vi skulle gerne have udviklet samme tradition som i Norge, hvor 10-15 års forskning har ført til ligeværdig interesse for behandlingen af alle personlighedsforstyrrelser.

Forfatteren formår med grundighed at omskrive videnskabelig litteratur, så den bliver letforståelig og overskuelig, Nogle gange bliver sætningerne dog hæsblæsende lange (op til 108 ord pr. sætning!).

Bogen fortjener en bred læserkreds. Psykoterapeuten og den forskningsinteresserede vil især finde inspiration og vigtige informationer her, men den almindelige kliniker i psykiatrien vil nok finde bogen for tung og ordrig med for lidt vægt på de kliniske retningslinjer. Bogen egner sig fint som udgangspunkt for studiekreds eller som grundbog for ansatte i specialafdelinger til behandling af personlighedsforstyrrelser, og den skal naturligvis stå på ethvert psykiatrisk bibliotek.

København: Akademisk Forlag, 2006.

512 sider. Pris: 449 kr.

ISBN 87-500-3874-5