Skip to main content

Perspektiv.Transfervindue– fortællinger om de raskes fejl

Speciallæge i almen medicin Nina Sybille Bojlén
Interessekonflikter: ingen
E-mail: sybille5@me.com

21. mar. 2017
3 min.

Hvordan er det nu man skriver, når man er midt i livet og er ved at dø fra det? Skriver, så vi andre får et klarsyn, fordi det er smukt, simpelt og præcist?

Ja, det kunne være som Maria Gerhardt, der lige i disse dage er død. Hun nåede at få sin sidste bog, Transfervindue, udgivet. Ud over at være skrivende var hun også DJ under navnet Djuna Barnes. Bogen, som hun efterlader til os, er en gestus. En gave, som generøst er givet af et musisk menneske, en ironisk kommentar til det, der sker i et samfund som vores i en ikke helt fjern fremtid, når vi udstrækker overskuddet til omsorg for taberne – altså de syge – som så til gengæld må være taknemmelige for uendeligheden af hospicewellness, som de får tilbudt i det reservat, hvor de gemmes hen.

Uanset at der gøres alt muligt godt på det luksuriøse hvide reservat i et kæmpeområde ved Strandvejen, »husk at nyde hver dag«, fratages man ikke smerten ved den adskillelse, der allerede er begyndt, følelsen af ikke at være regnet med og en uendelig meningsløshed med at få dagene til at gå. Hun antyder, at det er et frivilligt eksil – for at de kære skal slippe for at være med i derouten og se, hvordan man bliver sygere og sygere. Og selv slippe for det pinefulde i at mærke, at ens barn ikke længere vil puttes og klædes på af én, fordi man alligevel snart skal dø.

Men i den hvide verden snakker de om sygdomme, udveksler gode råd og ser hinanden forsvinde. Med de skarpeste udveksler hun tørre synspunkter: »Dem vi kender udenfor murene er så grundtrygge, at apokalypsen er et sofistikeret emne til middagsselskaber, noget man endda går og savner, for så sker der i det mindste noget. Jeg har selv været der«.

Fakta

Fakta

Det klarsyn, Maria Gerhardt bidrager med, betyder ikke, at vi ved, hvordan det er at være, hvor hun var i sin sidste tid. I mellemrummet – i transfervinduet. Men hendes poetiske og magiske tekstbrudstykker giver os en lille flig åben i teaterforhænget, vi får lov at se med og faktisk også mærke hende. Hun har skarpe iagttagelser, som når de bliver ved med at blive bestormet af en dokumentarist, som er nægtet adgang bag murene. Dokumentaristen sender så flaskepost, som de åbner med en fnisen: Kære en af jer, står der. Fordi jeg havde polio som barn, føler jeg et indtrængende behov for at fortælle jeres historie. Ring til mig. Lad mig venligst dokumentere jeres sidste tid.

Der er nu også et hip til os læger. Som når hun hver tredje uge skal stille til vinterbadning med sin overlæge, der begejstret springer ud i det. Den selvsamme, der på en forespørgsel om, hvorvidt der var spredning til hoften, sagde: jo, den er så godt som mølædt. I uger spøgte ordet. Mølædt. Vandet ser dejligt ud, og overlægen råber ind på land. »Kom, det er vidunderligt koldt«.

Maria stikker af efter 500 dage, ud på den anden side af murene. Væk fra det bedøvede liv i venten. Tilbage til det skarpe liv og kontrasterne. Ud til følelsen af, at miraklet også kunne være en faktor (hvad det ikke var).

Men tilbage til eksistensen i dens egentlige betydning.