Pesten

Forfatter: Camus A

Oversat af: Lund HP

Forlag: København: Gyldendal, 2012

Sider: 383.

Pris: 299,95 kr.

ISBN: 978-87-02-120001-1

Albert Camus modtog Nobelprisen i litteratur i 1957, blot 44 år gammel, speciel kendt for sine hovedværker: Den fremmede, Sisyfosmyten, Pesten og Faldet, værker, der grundliggende kredser om menneskets samvittighed og valg i en absurd, meningsløs tilværelse.

Bogen handler om et udbrud af pest på Algiers kyst, i Oran, som karantæneisolerer indbyggere i næsten et år. Camus var selv opvokset i Algier, har kortvarigt boet i Oran, og det siges, at historien er lånt fra et koleraudbrud i byen tilbage i 1849.

Pestudbrud har til alle tider spredt skræk og panik, fra antikkens Justinianske pest til Den Sorte Død, der på blot de få år 1347-1359 ihjelslog en tredjedel af Europas befolkning og siden mange gange er vendt tilbage i mere lokale dødelige epidemier. Reaktionen på sådanne udbrud kan aflæses f.eks. af begivenhederne ved byen Surat i Indien i 1994, hvor 400.000 indbyggere flygtede fra byen, hvilket medførte rejserestriktioner samt svære sociale og økonomiske konsekvenser, der påførte Indien tab på over 3 mia. kr., uden at det blev klarlagt, om der havde været flere pesttilfælde, end hvad der normalt forekommer i en asiatisk storby.

Bogens hovedperson og historiens fortæller er doktor Rieux, hvis arbejde følges fra de første døende rotter til et stigende antal dødsfald af byldepest, senere også lungepest og de indespærrede indbyggeres forsøg på at klare sig og bekæmpe epidemien.

Bogen kan derfor læses som en lægelig spændingsroman. Medicinsk set er beskrivelsen af sygdomsudbredelsen og patientforløb nogenlunde troværdige og tilsvarende de psykiske og sociale reaktioner fra benægtelse og panik til aktiv bekæmpelse.

Romanen kan imidlertid også læses allegorisk som en beskrivelse af den tyske besættelse af Frankrig 1940-1944 og fremkomsten af La Resistance, hvor bogens personer gradvist, af følelsesmæssige, humanistiske eller religiøse grunde, vælger at tilslutte sig sanitetsenhederne (modstandsbevægelsen) trods risiko for sygdom og død.

Camus er positivt loyal over for sine personer i deres valg og handlinger, når de stilles over for tilværelsens pludselige irrationalitet og meningsløshed. Romanen er derfor også et filosofisk værk, der tegner et billede af de eksistentialistiske ideer, hvor individets egne valg bestemmer deres liv og skæbne. Selv tilsluttede Camus sig en retning, benævnt absurdismen, hvor tilværelsen er meningsløs, men får indhold ved valg af gode gerninger: »Det onde, der findes i verden, skyldes næsten altid uvidenhed. Der er mere godt i mennesket end ondt«, s. 171.

Endelig kredser bogen om eksilet, afskæringen fra medmenneskelig kontakt og samvær og de dybe psykologiske effekter, det har for individet, et tema også flere andre af hans bøger beskæftiger sig med.

Som ved al god kunst kan denne bog derfor læses og tolkes på mange måder og i flere planer med rig lejlighed for associationer til egne essentielle spørgsmål.

Camus slutter med en advarsel, som fortsat er gyldig: vi skal vare os for uvidenheden, ligegyldigheden, snæversyn og fordomme: »Der vil måske komme en dag, hvor pesten vækker sin rotter igen og sender dem ud for at dø i en lykkelig by«.

Interessekonflikter: ingen