Peter Gøtzsche: Antidepressiva bør ikke bruges til børn og unge
De virker ikke på deres depression, men har drevet mange til selvmord.
De virker ikke på deres depression, men har drevet mange til selvmord.
Den 11. maj (side 992) ankede 10 praktiserende læger over, at de ikke længere må bruge antidepressiva til 18-24-årige, hvilket de fandt ”muligvis katastrofalt”. Sundhedsstyrelsen svarede, at antidepressiva kan øge risikoen for selvmordstanker og selvmordsadfærd, men ikke for selvmord.
Det, der er katastrofalt, er, at antidepressiva bruges til børn og unge. De virker slet ikke på deres depression (1,2), men har drevet mange til selvmord (1). Danilo Terrida var 20 år, da han hængte sig i en kran på et skibsværft i Frederikshavn, to timer efter at have hyggesnakket med sin familie (1). Han var ikke deprimeret, og skulle aldrig havde fået sertralin, hvilket hans praktiserende læge ordinerede til ham efter 8 minutter på telefonen. Flere andre selvmord blandt unge er aldrig er blevet anmeldt til Sundhedsstyrelsen, men mindst 11 personer, heraf 10 voksne, der har begået selvmord på antidepressiva, har fået erstatning fra Patientforsikringen (1).
Lundbeck (3) og nogle psykiatriske professorer hævder, at der ikke er sammenhæng mellem selvmordsadfærd og selvmord, hvilket er noget vrøvl. Et selvmord starter med en tanke om selvmord, hvilket fører til forberedelser, selvmordsforsøg og selvmord. Selvmord er i øvrigt voldsomt underrapporteret i de randomiserede forsøg, der skulle have været 15 gange flere på aktivt stof (1,2).
Et dansk studie fandt, at ingen ud af 42 børn blev behandlet med et SSRI inden for to uger før selvmordet (4), men da SSRI ikke var godkendt til børn, var dette ikke overraskende. I en femårs opfølgning havde de behandlede børn en "stærkt statistisk signifikant og stærkt øget hyppighed af selvmord i forhold til dem, der ikke blev behandlet med et SSRI" (rate ratio 19,21; 95% CI 6,77-54,52). Studiet blev finansieret af Lundbeckfonden, og resultatet så ikke godt ud for Lundbeck. Forfatterne lavede en anden analyse, hvor de korrigerede for psykiatrisk hospitalskontakt. Rate ratioen var stadig forøget, 4,47, men "ikke længere helt signifikant (95% CI 0,95-20,96)".
Det er meget misvisende at korrigere for psykiatrisk hospitalskontakt, idet en sådan kontakt øger risikoen for selvmord for psykiatriske patienter 44 gange (5). En korrektion slører derfor en sand sammenhæng. Forfatterne fandt, at SSRI øger risikoen for selvmord hos børn dramatisk, men konkluderede det modsatte: "Det kan være forkert eller endda dødeligt ikke at behandle alvorligt deprimerede børn og unge med SSRI". Hvad der kan være dødeligt for børnene er psykiatere og andre læger, der konkluderer på denne måde og bruger SSRI til børn. Der er også meget stærke holdepunkter for, at SSRI giver hjerneskader, både fra dyre- og menneskestudier (1).
SSRI burde forbydes til børn og unge.
Gøtzsche PC. Deadly Psychiatry and Organised Denial. Copenhagen: People’s Press; 2015 (in press).
Gøtzsche PC. Does long term use of psychiatric drugs cause more harm than good? BMJ 2015;349: h2435.
Pedersen AG. Lundbecks svar på Peter Gøtzsches åbne brev om antidepressiva og selvmord. Videnskab dk 2011; 8. juli. http://videnskab.dk/krop-sundhed/lundbecks-svar-pa-peter-gotzsches-abne-brev-om-antidepressiva-og-selvmord.
Søndergård L, Kvist K, Andersen PK, et al. Do antidepressants precipitate youth suicide? A nationwide pharmacoepidemiological study Eur Child Adolesc Psychiatry 2006;15:232-40.
Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357–65.