Skip to main content

Piskesmældstraumer og vulnerabilitet 2

♠ Læge Jens R. Bang, København. E-mail: jerba@dadlnet.dk
20. jun. 2008
03 min

Min forklaring (ingen væsentlig biologisk kausalitet) [1] på den manglende sammenhæng mellem traumestyrken og langtidsprognosen for piskesmældstraumer [2] er triviel, for så vidt der mig bekendt er almindelig enighed om, at graden af vævsskade og hermed også funktionsprognosen er korreleret til traumestyrken. Jeg undlod at tilføje den ligeledes trivielle konstatering, at sammenhængen selvfølgelig kun har gyldighed, hvis alt andet er lige. Jeg kan forstå, at forfatterne her mener, at alt andet for nakkens vedkommende er så ulige, at den forventede sammenhæng ikke har gyldighed. En opsigtsvækkende konklusion.

Med hensyn til den prognostiske betydning af kompensations- og erstatningsydelser er der faktisk foretaget undersøgelser, som tyder på en sammenhæng [3, 4]. Igen er der tale om en trivialitet i den forstand, at økonomiske incitamenter - alt andet lige - også på dette område må formodes at have en formende indflydelse på menneskelig adfærd.

Måske skyldes forståelseskløften, at jeg er tilbøjelig til at opfatte de langsigtede følger af piskesmældstraumer uden påviselig patologi som en adfærd og ikke som en nosologisk enhed [5]. Som al anden adfærd er også den adfærd, der følger i kølvandet på et piskesmældstraume, i vid udstrækning knyttet til en bestemt kontekst. Den kliniske praksis, som den kommer til udtryk i erklæringer til de sociale myndigheder og forsikringsselskaber, har her stor betydning, idet mange patienter kun får det ud af kontakten til sundhedsvæsenet, at de udstyres med en selvopfyldende profeti om årelange, eventuelt varige funktionsproblemer i et sådant omfang, at der er grundlag for invalidepension og store erstatninger. I denne forbindelse må det være relevant at diskutere, om det etisk set er i orden - i sagkyndige vurderinger - at bakke op om, at en tilsyneladende banal forstuvning kan medføre svær varig invaliditet. Problemet er her, at den lægelige adfærd bidrager til en sygerollefiksering, som efterhånden kommer til at udgøre tyngdepunktet i den sociale identitet. Dette er ægte tragisk, fordi livsudfoldelsen hermed uden tvingende grunde indskrænkes i meget betydeligt omfang. Det undrer næppe, at jeg med dette udgangspunkt har vanskeligt ved at sluge en oplagt ad hoc-forklaring, som bortleder opmærksomheden fra en udlægning af forfatternes resultater, som forekommer både nærliggende (videnskabelig set) og desuden nok så relevant i et samfund, hvor mange mennesker har problemer med at synliggøre og hermed fastholde en stabil social identitet (det handler langtfra udelukkende om økonomi).

Referencer

  1. Bang JR. Piskesmældstraumer og vulnerabilitet. Ugeskr Læger 2008;21: 1851.
  2. Uhrenholt L, Gregersen M. Trafikulykker ved lav hastighed - grænseværdier for whiplash-associated disorders. Ugeskr Læger 2008;14:1162-2.
  3. Spitzer WO, Skovron ML, Salmi LR et al. Scientific monograph of the Quebec Task Force on whiplash-associated disorders: redefining "whiplash" and its management. Spine 1995;20:8.
  4. Schrader H, Obelieniene D, Bovim G et al. Lancet 1996;347:1207-11.
  5. Lønnberg F. Piskesmældstraumer. Ugeskr Læger 2001;16:2231-6.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen