Platypnø og ortodeoksi

Tak til Christian Oliver Fallesen et al [ 1] for at henlede læserne af Ugeskrift for Læger på det mindre kendte fænomen, som platypnø og ortodeoksi så absolut er. Kasuistikken har væsentlige pointer i tillæg til dem, som forfatterne trækker frem. Desuden mener vi også, der er visse forhold, der indbyder til debat.

Arteriel hypoksæmi, hvad enten det er erkendt ved pulsoxymetri eller arteriel gasanalyse, bør altid tages som udtryk for en patologisk tilstand og hyppigt desuden alvorlig, behandlingskrævende sygdom. Fundet kræver altid tilbundsgående udredning, uanset om fundet er gjort i hvile, under søvn, fysisk aktivitet eller er stillingsbetinget. Under udredning af denne tilstand, bør man således ikke helme, før en sikker årsag er fundet; også selvom dette kræver udredning udover det vanlige.

Et andet forhold, der altid kræver udredning, er tilstedeværelse af radioaktivt sporstof (typisk technetiummærkede albuminpartikler) i systemkredsløbet ved lungeskintigrafi. Fraset meget små mængder er dette altid – og ikke eventuelt, som antydet i kasuistikken – udtryk for højre-venstre-shunt. Denne kan dog være både kardial og intrapulmonal, og selvom sidstnævnte ikke omtales i artiklen, bør den haves in mente ved udredning af uafklaret hypoksæmi. Et didaktisk, og muligt underdiagnosticeret, eksempel på intrapulmonal shunt er hepatopulmonalt syndrom, hvor også platypnø og ortodeoksi er centrale kliniske karakteristika, og hvor ændret pulmonalt vasoaktivt respons på baggrund af leversygdom medfører ekstrem pulmonal vasodilatation og intrapulmonal shunt [2, 3].

Hepatopulmonalt syndrom forekommer oftest hos patienter med levercirrose, hvorfor udredningen ved påvist højre-venstre-shunt bør omfatte undersøgelse for uerkendt leversygdom [3, 4]. Det fremgår ikke af kasuistikken, hvorvidt man foretog udredning af eventuel underliggende leversygdom for at afklare årsagen til den påviste shunt [1].

Shunt (kardial og intrapulmonal) kan påvises ved både kontrastekkokardiografi og lungeskintigrafi, hvor førstnævnte har den fordel at kunne påvise strukturelle hjerteabnormiteter, mens sidstnævnte giver mulighed for kvantificering af shunten, hvilket i visse kliniske situationer kan have væsentlige terapeutiske implikationer. Når lungeskintigrafi udføres på mistanke om lungeemboli, er shunt en af de differentialdiagnoser, som modaliteten kan påvise.

Udredning af uafklaret hypoksæmi, som eksempelvis hos patienten i sygehistorien, bør gennemføres i tværfagligt samarbejde mellem blandt andet kardiologiske og lungemedicinske specialister og i samråd med relevante diagnostiske specialer som eksempelvis nuklearmedicin