PLO's nye overenskomst: Ikke for sarte sjæle

Der er nu endelig skrevet under på en ny overenskomst for de praktiserende læger.

”Aftalen er tydeligt tegn på, at læger og regioner er enige om vækst og udvikling i almen praksis. Det skaber et godt grundlag for rekruttering og lægedækning fremover.”

Sådan udtaler PLO´s formand, Christian Freitag, sig i en pressemeddelelse kort efter at have sat sin underskrift på en ny overenskomst, der skal gælde for de praktiserende læger fra 1. januar 2018.

Aftalen er tænkt som værende rekrutterende og fremmende for vækst i praksissektoren. Men kan vi være sikre på, at en aftale, der tilstræber vækst også virker rekrutterende på nye kolleger og fastholder de ældre i faget?

Der vil blive tilført tiltrængt ny økonomi med aftalen. Både til varetagelse af nye opgaver og som tilskud til de lægedækningstruede yderområder i Danmark, hvorved man vil gøre det mere attraktivt at drive praksis i disse områder. Selvom vi efterhånden ved, at penge i sig selv ikke virker effektivt rekrutterende, ligger der alligevel en vægtig signalværdi i den prioritering.

Skrue op for opgaverne

Hvad Freitag imidlertid tilsyneladende har glemt at tage med i betragtning er, at en stor del af de nuværende praktiserende læger er hårdt pressede i deres hverdag i forvejen og vil have svært ved at honorere forventningerne om at skrue yderligere op for opgavemængden i deres klinikker.

Vi ved fra en nyere opgørelse fra Forskningsenheden for Almen Medicin i Århus, at 38 pct. af alle praktiserende læger er udbrændte og at ganske mange heraf har overvejet selvmord. Det er nedslående og alarmerende. Man kan derfor med rimelighed forvente, at der ved planlægning af en ny overenskomst tages hensyn til ikke at presse disse kolleger med flere opgaver og nye forpligtelser.

Alligevel har man valgt at gøre netop dét: At pålægge alle praktiserende læger flere obligatoriske arbejdsopgaver og nye forpligtelser, både i form varetagelse af et øget antal patienter med diabetes og KOL, en forpligtelse til at overtage større ansvar for kræftopfølgning og en udbygget forpligtelse til at køre sygebesøg hos patienter, der opholder sig eller bor langt væk fra klinikken. Herudover får udskrivende sygehuslæger en bred beføjelse til at bestille opfølgning af egen læge indenfor 1-2 døgn til de patienter, de vurderer har brug for det. Alle tiltag, der vil lægge en øget arbejdsbyrde på i forvejen hårdt pressede læger.

Læs aftalen her:

Flere patienter per læge

Hertil skal lægges, at antallet af patienter pr læge for praktiske formål stiger, fordi man rykker den nedre grænse for antallet af patienter, åbnegrænsen, fra nuværende 1475 patienter pr lægekapacitet til fremover 1550 patienter. For en læge med overskud og ekstra arbejdsreserver betyder det let øgede patienttal formentlig ikke det store, men er man i forvejen belastet af sit arbejdsliv, kan det være den afgørende dråbe, der får bægeret til at flyde over.

Ud over et stigende antal arbejdsopgaver og flere patienter, har man besluttet at indføre såkaldt klyngestruktur, der skal være rammen om det fremtidige kvalitetsarbejde i almen praksis.

De praktiserende læger forventes at nedsætte sig i lokale samarbejdsgrupper bestående af 20-30 læger. Klyngen skal styres og administreres af en selvvalgt klyngekoordinator. Klyngekoordinator skal være ”det omkringliggende sundhedsvæsens kontaktperson” og varetage kontakten til regionens kvalitetsenhed, de nærliggende kommuner, sygehusafdelinger, forskere, lægemiddelindustri, patientforeninger mv. Et additivt bureaukratisk system skal ud over klyngekoordinatorerne bestå af en central programstyregruppe og en programbestyrelse. Hele klyngesystemet skal tage afsæt i et nationalt kvalitetsprogram.

Klyngerne kan arbejde med det, lægerne selv finder relevant men skal også arbejde med både nationale mål/indikatorer og med lokalt foranledigede kvalitetsarbejde.

Hvad skal klynger gøre godt for?

Dette nye klyngesystem ønsker man at sætte i søen uden at have undersøgt, om det virker efter hensigten.

Man omstrukturerer praksissektoren fundamentalt på baggrund af tro, håb og inspiration fra udlandet, men uden at have gjort sig den basale ulejlighed at lave et pilotforsøg, der i første omgang kunne have vist noget om tidsforbruget, lægernes oplevelse, klinikkernes kapacitet, patienternes tilfredshed og omkostningsniveauet i forhold til den struktur, vi arbejder under i dag.

Det kan være svært at forstå, hvad klynger skal gøre godt for. Vi har i forvejen et udbygget netværk af efteruddannelsesgrupper, vagtringe og lægelaug, ligesom der er veletablerede kvalitetsenheder i alle fem regioner. Med klyngerne opfinder man en tids- og ressourcekrævende løsning på et problem, vi ikke har.

Overordnet skal den enkelte læge med OK18 varetage flere opgaver pr patient og gennemgående have flere patienter tilknyttet sit ydernummer. En udvikling der vil belaste de i forvejen mest pressede kolleger yderligere. Dertil kan man med god ret stille spørgsmål ved, om det er et fristende scenarie at gå ind til for nyuddannede almenmedicinere, der ofte er kvinder eller mænd med mindre børn og et travlt familieliv. Vi ved, at mange kommende speciallæger har et stort ønske om et balanceret arbejdsliv, der levner tid og mulighed for at prioritere familie, venner, fritidsinteresser og evt andet fagligt arbejde. Der bliver ikke mere fritid med OK18, tværtimod.

Det er svært at forudsige, hvad OK18 vil komme til at betyde for almen praksis. Om aftalen vil medvirke til at antallet af praktiserende læger stiger, som Freitag spår. Eller om de nye opgaver og krav vil få de mest belastede læger til at falde fra og de nyuddannede speciallæger til at søge ansættelser på nedsat tid i stedet for at købe egen klinik, efterladende endnu flere huller i læge-landkortet, end der er i forvejen.

Ét er dog sikkert: det er ikke en entydigt god aftale. Den har en grim bagside, der vil ramme de mest sårbare læger hårdest.