Skip to main content

Politik og efteruddannelse

Afdelingslæge Thomas A. Schmidt, København, Formand for Fællesudvalget, E-mail: tas@dadlnet.dk

3. nov. 2005
1 min.

Politik kan som bekendt være af forskellig observans. Når man læser fokusartiklen i Ugeskrift for Læger nr. 25 om efteruddannelse, kan man ikke tage fejl af klassisk liturgi som øget finansiering via skat, centralisering/monopolisering og nul samarbejde med industrien. Men så længe der synes at være flertal for en sådan politik i Lægeforeningen, må sådanne tanker jo siges at være den aktuelle målsætning.

I fokusartiklen lanceres der imidlertid også, hvad der betegnes som en ny (mere praktisk) ide vedrørende efteruddannelse gående ud på, at man sammen skal lave et selskab, som skal udvikle, koordinere og styre efteruddannelsen. Pengene til selskabet kan komme fra lægerne selv, de driftsansvarlige og industrien. Men sidstnævnte, som skal betale til en fælles uddannelsesfond, får ingen indflydelse på efteruddannelsens form og indhold. Dette er imidlertid på ingen måde nyt. Denne ide blev implementeret af Fællesudvalget - landets næststørste udbyder af lægelig efteruddannelse - allerede i midten af 90'erne.