Postkommotionelt syndrom – sommetider en funktionel lidelse?

I Ugeskrift for Læger læste jeg en interessant artikel om postkommotionelt syndrom [1]. Det er ikke min mening her at stille tvivl ved, om man efter svær hjernerystelse kan se meget alvorlige følger, men min helt udokumenterede oplevelse er, at tilstande med følger efter hjernerystelse er blevet hyppigere blandt de patienter, som vi ser i socialmedicinen, og der er i medierne og måske specielt i sportsverdenen megen opmærksomhed på lidelsen.

Når velkendte diagnoser pludselig optræder hyppigere, er det væsentligt at overveje, om skred i diagnosekriterier, nye undersøgelsesmetoder eller øget efterspørgsel gør sig gældende.

Diagnosen postkommotionelt syndrom gav i sig selv en sammenhæng med en commotio-diagnose. Det gælder tilsyneladende ikke diagnosen posttraumatisk hjernesyndrom. I artiklen diskuteres forskellen mellem ICD10-kriterier og det amerikanske klassifikationssystem DSM, og i det engelske resumé står (efter min oversættelse): ”... er ofte forårsaget af et ukompliceret lettere hovedtraume”. Det ser således ikke ud til, at man kræver primære symptomer af et vist omfang – tværtimod anføres som fysiske symptomer: træthed, hovedpine, kvalme, svimmelhed, følsomhed for lyd og lys, søvnproblemer, synsforstyrrelser, tinnitus, balanceproblemer og alkoholintolerans. Symptomer som meget ofte kan være psykisk betingede.

Postkommotionelt syndrom som følge af et slag mod hovedet uden sædvanlige symptomer på hjernerystelse er for mig meget atypisk, og jeg er skeptisk over for den nye trend med udvikling af diagnoser som f.eks. atypisk autisme og atypisk depression. Vi skal passe på ikke at tviste diagnoserne, så de bliver meningsløse. I stedet er det fagligt forsvarligt at overveje, om helt andre forhold kan være årsag til det atypiske billede.

I min socialmedicinske verden ser vi mennesker i det liv, de lever, og i vores anamnese er belastningerne derfra ofte meget tydelige. Ligesom funktionelle epileptiske anfald kan legitimere, at man for en periode slipper for belastningen, kan også et symptombillede som ved postkommotionelt syndrom medføre en pause fra tilværelsens krav.

Vi kender disse tilstande som funktionelle lidelser. De er ikke kun medicinsk uforklarlige, men ofte med positive symptomer, som kan forstås i en biopsykosocial sammenhæng. Hvis patienter fremviser et symptombillede, som ligner postkommotionelt syndrom, men uden at have haft et relevant traume, bør man, ligesom i lignende situationer med andre lidelser, overveje, om der kan være tale om en funktionel lidelse.

Ikke kun for at være diagnostisk korrekt, men fordi der med den rette diagnose er gode behandlingsmuligheder.

Indlægget har været forelagt forfatterne, som er enige i, at der skal være en commotio, før man kan udvikle symptomer svarende til postkommotionelt syndrom. Forfatterne er positive over for, at artiklen skaber debat og fokus på området.