Skip to main content

A practical guide to medical research Schmidt TA, Bech J, Kjeldsen K.

Professor Daniel Andersen E-mail: Daniel.Andersen@post.tele.dk

3. nov. 2005
2 min.

Nogle vil erindre et par stjernestunder i dansk medicinsk forskningsdidaktik. Den første manifesteredes ved udgivelsen i 1967 af Jørgen Pedersen & Bent Havsteens »Lægevidenskabelig forskning, en introduktion«, som imødekom et metodebehov, specielt med hensyn til statistik, hvis dybde nutidens yngre læger næppe vil kunne forestille sig. Bjørn Andersen løste denne opgave enkelt og anskueligt. Den anden oplevede man, da Henrik R. Wulff i 1973 udsendte »Rationel klinik«. Den overraskede og stimulerede ved sin originale demonstration af den klinisk-medicinske argumentations struktur.

Når dette nævnes, skyldes det, at den aktuelle publikation ved sin kvalitet og ved sin mønsterværdige imødekommelse af et nyt metodebehov, denne gang vedrørende informationsteknik, er i klasse med de omtalte værker.

Bogen beskriver alt det, der er nødvendigt for at komme i gang med at forske, og det, der er nødvendigt for at omsætte resultaterne til en publikation. Det sker jævnt hen under fremhævelse af al den hjælp, informationsteknikken kan yde. Det falder uden for bogens rammer at omtale de enkelte forskningsområders metoder, og det samme gælder for forskningens normative og samfundsrelaterede aspekter, men der gives anvisning på supplerende læsning.

Kun to af de 16 kapitler har et overvejende teknisk indhold - computerudstyr og PowerPoint. De øvrige kapitler integrerer vejledninger i brug af computere og internet i en koncentreret, men ikke desto mindre letlæst tekst, som taler direkte, næsten fortroligt til novicen. Man kan lære, hvordan man opbygger en forskningsplan, udfærdiger artikler, foredrag og postere, og hvordan man håndterer sine data. Den ofte belastende interaktion mellem forsker og redaktion/referees forklares, således at megen frustration må kunne forebygges. Jeg har svært ved at forestille mig, at noget af dette skulle kunne gøres bedre.

Et vigtigt kapitel omhandler curriculum vitae og ansøgninger om forskningsmidler, og man kan her nyde bemærkninger som: »Beware if you feel embarrassed when reading it yourself.« Nydes kan også de ualmindeligt velvalgte citater ved slutningen af kapitlerne.

Jeg har fundet alle kapitler af ensartet høj kvalitet, indholdsmæssigt og sprogligt. Teksten støttes af anskuelige tabeller og figurer, og den suppleres med talrige nyttige websites.

Oplysende er det at se, at også den unge forskers omhyggelige bedømmelse af sin mentor bør ske under anvendelse af tidens teknik, nemlig med et Medline-tjek af den potentielt udvalgtes videnskabelige produktion. Såfremt forfatterne skulle påtænke også at udgive en guide for vejledere, kunne det måske være på sin plads der at anføre, at det trods alt var Athene, der i Mentors skikkelse var den, der valgte at vejlede Telemachos.

Det er berettiget, at bogens sprog er engelsk, for den er indlysende konkurrencedygtig på internationalt plan.

København: FADL's Forlag, 2003.

148 sider. Pris: 270 kr.

ISBN 87-7749-402-4