Skip to main content

Praktiserende speciallæger mere på banen

Speciallæge Jens V. Bruun, Køge, E-mail: jens.v.bruun@dadlnet.dk

19. nov. 2007
2 min.

I Ugeskrift for Læger nr. 45 (2007;169:3825) er der et kort nyt-indlæg under ovenstående overskrift om de nye overenskomster for praktiserende speciallæger.

Det, må man sige, er noget af det bedste, vi har hørt igennem lang tid.

De rammer ned i væsentlige punkter, som man har organisatorisk og overenskomstmæssigt hos de praktiserende speciallæger.

Et punkt er dog ikke kommet med, som jeg savner. Det er mulighederne for de praktiserende speciallæger at kunne ordinere behandlingsredskaber på regionernes regning.

Patienter, der har ikkevarige lidelser, kan jo ikke få betalt deres hjælpemidler og andre forhold over kommunernes budgetter som en socialudgift.

Det skal betales over regionernes sygehusbudgetter.

I 25 år har jeg haft en aftale med de daværende Roskilde, Storstrøms- og Vestsjællands Amter, og jeg kunne ordinere behandlingsredskaber på sygehusenes vegne.

Det var til stor tilfredshed for amtspolitikerne og patienterne, så de på den måde ikke behøvede at komme ud på sygehusenes ambulatorier for derude at få ordineret nævnte behandlingsredskaber, som de kunne få, jf. lovgivningen.

Nu har nogle embedsmænd i den nye Region Sjælland vedtaget at opsige den aftale.

Jeg har prøvet at tale med dem om, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig drejer sig om, men de vidste ikke engang selv, hvad det var, der var implimenteret i pågældende aftale.

Dette er jo tragisk for patienterne og for systemet, da det viser, hvordan et system ikke burde fungere.

Jeg så meget gerne, at man centralt i FAPS tog problemet op med forhandlingsparterne, således at de kunne få indført i overenskomsten fremover, at de ordinationer, vi laver i speciallægepraksis til behandling af ikkevarige lidelser, er lige så velgældende, som hvis det ordineres i sygehussystemet.

Dette vil give en meget større fleksibilitet for patienterne.

Det vil være hensigtsmæssigt for os, at vi kan få afsluttet patienterne på en ordentlig måde, og samtidigt kan vi så følge patienterne bedre op, såfremt der er opstået problemer i det videre behandlingsforløb.

Skal vi nu afslutte patienterne, sende dem ud på sygehuset og måske få patienten tilbage kort efter, fordi de ønsker viderebehandling herude efter at have fået deres behandlingsredskab, så resten af behandlingen kan foregå i speciallægepraksis?

Det er mit håb, at man centralt i FAPS vil tage dette problem op, om end det måske ikke synes stort, så er vi i hvert fald enkelte, som bruger systemet meget, og laver en reel omsætning på denne måde for et par hundrede tusinde kroner om året.