Skip to main content

Prioriteringsdebatten, der forsvandt

Hver dag prioriteres der - nemlig det, som fra politisk hold er blevet lovet. Men bagsiden er, at andet nedprioriteres, fx psykiatrien og de medicinske patienter.

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus.
Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus.

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus

10. feb. 2017
2 min.

For et par år var prioritering i sundhedsvæsenet fast stof i aviserne, Ugeskriftet eller Dagens Medicin. Debatten om et prioriteringsinstitut efter engelsk, norsk eller tysk model bølgede frem og tilbage. Løsningen blev et medicinråd, som på én gang skal sikre hurtig adgang til ny og effektiv medicin, og som samtidig skal sikre, at prisen afspejler den faktiske »kliniske merværdi«. Medicinrådet har lige startet sit arbejde, og de kommende måneder vil vise, hvor godt Medicinrådet kan lykkes med at løse denne opgave.

Men prioriteringsdebatten handlede om meget mere end medicinpriser. Ganske vist var medicinprisernes himmelflugt på udvalgte terapiområder den benzin, der fik bålet til at blusse, men i praksis prioriteres der dagligt på langt flere områder. Gennem mere end to årtier har skiftende sundhedsministre detailstyret aktiviteten, dels gennem pakkeforløb for kræft og hjertesygdomme, dels gennem patientrettigheder, først i form af behandlingsgaranti for udvalgte sygdomsgrupper, dernæst gennem den generelle behandlingsgaranti og »ret til hurtig udredning«. Ikke et ondt ord om disse tiltag, der bl.a. har sikret hurtigere adgang til livreddende behandling. Vi taler blot aldrig om møntens bagside – den nedprioritering af andre opgaver, som altid er konsekvensen, når nogle opgaver skal opprioriteres. Ressourcerne i sundhedsvæsenet er og bliver begrænsede, og det gælder både personale og økonomi.

Det er bydende nødvendigt at få genoplivet prioriteringsdebatten

Det er bydende nødvendigt at få genoplivet prioriteringsdebatten. Store patientgrupper har været tabere indtil nu. Tænk blot på psykiatrien, på den ældre medicinske patient eller de patienter, som er så uheldige ikke at have en stærk patientorganisation og en interesseret industri som støttepædagog. Tiden er inde til en prioriteringsdebat som denne gang ikke må blive kvalt af at handle om medicinpriser. Medicinomkostningerne udgør en minimal del af de samlede sundhedsomkostninger, og Medicinrådets opgave med at vurdere den »kliniske merværdi« af en behandling må udbredes til alle behandlinger, smarte devices, nye teknologier m.v. Prioriteringsdebatten må udvides til at handle om hele sundhedsvæsenet, om almen praksis, kommuner og sygehusvæsen og om, hvordan vi skaber de rammer, der sikrer størst mulig sundhed for flest mulige borgere givet de ressourcer, vi nu en gang har. Får vi ikke hul på debatten, så bliver den enkelte patient og den enkelte behandler gidsler for et beslutningstomrum. Ressourcerne er ikke uendelige, men prioritering på økonomisk grundlag hører aldrig hjemme i dialogen mellem patient og behandler. Der har du som læge kun én opgave – at sikre den behandling til netop denne patient, som har størst mulighed for at føre til helbredelse eller den bedst mulige livskvalitet.