Privathospitaler - facts og fordomme

I Ugeskrift for Læger den 20. juni 2005 lufter Lægeforeningens formand gammelkendte fordomme om privathospitaler i anledningen af, at Center for Rygkirurgi har opnået en aftale om at udføre behandlinger, som »rettelig burde foregå på få udvalgte og højt specialiserede afdelinger«. Øhhh - og ...? Ja, jeg er paf. Hvem siger at Center for Rygkirurgi netop ved at samle ekspertise inden for en subspecialitet af Ortopædisk Kirurgi ikke skulle være i stand til løfte denne opgave? Måske tværtimod, og måske netop set i forhold til et offentligt hospital, hvor patient-turn-over og effektivitet sjældent er i højsædet. Det er da fordomsfuldt, så det basker: når man er offentlig, har man mere ret til de specialiserede behandlinger, og når man er privat, falder kvaliteten. Hvor er dokumentationen for dette? Et af Jens Winther Jensens (JWJ) argumenter imod denne ordning er endvidere »det velkendte problem med manglende forskning og manglende deltagelse i uddannelse af fremtidens speciallæger«. Jeg er atter paf - Hvor har JWJ sin viden fra? Jeg kan kun tale for vores egen klinik, hvor vi er tre fuldtidsopererende speciallæger inden for artroskopisk kirurgi, som tilsammen udfører mere end 1.800 indgreb om året af alle slags i alle led, et højt patient-turn-over og dermed en ideel basis for uddannelse og forskning. Vores klinik har efterhånden nærmest dagligt besøg af både ortopædkirurgiske og alment praktiserende kolleger, sygeplejersker og studerende på praktikophold, nysgerrige medicin- og fysioterapeutstuderende, som får set mange cases på kort tid. Det er jo i virkeligheden paradoksalt nok lige præcis det, man ikke kan tilbyde i det offentlige sygehusvæsen, så for os vil det være fuldstændig naturligt, at en del af videreuddannelse af speciallæger kommer til at foregå i privat hospitalsregi. Som en konsekvens af denne udvikling har vi oprettet et seks måneders fellowship i artroskopisk kirurgi og sportstraumatologi. Dette vel vidende, at et halvt år på papiret ikke tæller i den anerkendte speciallægeuddannelse, men på et halvt år kan man få lært lige så meget, som man kan på over et år på en almindelig ortopædkirurgisk afdeling med de ekstra arbejdsopgaver, man her også skal løse. Fellowship'et indeholder også en forpligtelse til at deltage i forskningsprojekter med minimum en fast ugentlig forskningsdag. Jeg kender en del kolleger, som ud over mig selv, har været så heldige at være i mesterlære i udenlandske fellowships, som regel altid fuldtids eller deltids tilknyttet en privatklinik. I tillæg kan jeg nævne, at vores klinik er blevet godkendt af den internationale organisation for artroskopisk kirurgi (ISAKOS) til uddannelsescenter. Dette er bl.a. baseret på den forskningsaktivitet, som klinikken fra starten har holdt fast i som en vigtig led i vores arbejde. Så jeg må desværre skuffe JWJ og skubbe hans fordom om manglende forskning og uddannelse på privathospitaler omkuld.

Jeg er godt klar over, at man ikke kan sammenligne Danmark med USA, men over there er det altså stort set udelukkende private hospitaler, som står for videreuddannelsen af speciallæger og endvidere har den største forskningsaktivitet. »Vi har et stærkt ønske om, at fremvæksten af en privat sygehussektor ikke ødelægger forudsætningerne for, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde en behandling af god kvalitet til tiden ...« Således indledes JWJ's leder. Jeg synes, at det ville klæde Lægeforeningens formand at få korrigeret sit snæversyn og se lidt fremad og prøve at øjne de muligheder, der kan være i et fleksibelt sundhedsvæsen, hvor man skeler mere til kvalitet og uddannelsespotentiale end til »offentligt« og »privat«. I sidste ende vil bedre uddannelse af speciallæger, hvad enten de er uddannede på privat eller offentligt hospital, komme kunden - patienten - til gode, og det går jeg ud fra, at alle er interesserede i.

SVAR