Problematisk statusartikel om allergiudredning af børn

Statusartiklen »Allergiudredning af børn« af Pernille Lindsø & Kim Kristensen er på mange måder problematisk og i strid med de nationale retningslinjer [1, 2]. Artiklens hovedkonklusion er, at »allergiudredning af børn kan reduceres betydeligt«. Man undres over denne konklusion, når der ikke fremlægges data for det eksisterende omfang af allergiudredningen. Måske allergitestes der i virkeligheden alt for lidt. Forfatterne konkluderer indledningsvis, at »I praksis anvendes alene fire metoder samt kombinationer af disse til allergidiagnostik hos børn, nemlig anamnese, priktest, måling af specifikt immunglobulin E (sIgE) samt provokation«. Allergidiagnostik hos børn beror imidlertid på en samlet vurdering af mange forhold, hvortil også hører objektiv undersøgelse, måling af NO i ekspirationsluften, s-tryptase, histamin-release test, epikutantest (type 4 allergi) m.fl. Forfatternes hovedargument for at undlade at teste er, at testmetoderne er for usikre og uoverensstemmende, hvorfor resultaterne af testning »kun sjældent bør have konsekvens«.

Men al den viden, forfatterne fremfører som argumentation for at undlade at teste, er i forvejen velkendt, herunder at diagnosen allergi kun kan stilles, hvis der er overensstemmelse mellem testresultatet og patientens symptomer. Netop dette forhold sikrer, at man kan leve med en vis usikkerhed i testmetoderne, og uoverensstemmelser mellem forskellige testmetoder er ikke, som forfatterne konkluderer, et argument for at undlade at teste, men for at anvende den bedst egnede og mest nøjagtige testmetode i det enkelte tilfælde. Hvis man tester, bliver man med overvejende sandsynlighed klogere. Hvis man ikke tester, bliver man med 100% sikkerhed ikke klogere, men må famle i blinde. Ved fødevareallergi hos børn er det velkendt, at priktest og eliminationprovokation generelt bør foretrækkes frem for sIgE, som giver for mange falsk positive resultater, og derfor giver det ingen mening, når forfatterne anbefaler, at man bør »teste med begge metoder og fokusere på det, anamnesen giver mistanke om«. Man tester i forvejen kun for det, anamnesen giver mistanke om, og anvendelse af begge testmetoder på én gang øger ikke den diagnostiske sikkerhed, men skaber i værste fald forvirring. Ved luftbåren allergi hos børn er der i reglen fin overensstemmelse mellem priktest og sIgE, men også her bør priktest foretrækkes, da den er forbundet med mindre ubehag for barnet, lavere ressourceforbrug og hurtigt svar, som giver mulighed for samtidig vejledning. Allergitestning er en forudsætning for allergensanering, som er et vigtigt led i forebyggelse og behandling af allergiske lidelser hos børn. Dette benægtes i al væsentlighed af forfatterne, men problemet er her, at de langt hen ad vejen læser den litteratur, som de selv henviser til, ligesom en vis herre læser Bibelen. For eksempel konkluderer de, at fælles for de refererede randomiserede studier af allergensanering, er, at »de enten ikke har kunnet påvise effekt eller kun har påvist beskeden effekt«, mens forfatterne til den vægtigste af undersøgelserne (937 børn i alderen 5-11 år, som blev fulgt gennem to år) konkluderer, at individualiseret allergensanering (af bl.a. husstøvmider, hund, kat og skimmelsvamp) på baggrund af resultatet af allergitestning er forbundet med både en signifikant reduktion i allergenmængden i hjemmet, et signifikant fald i astmakomplikationer og et signifikant fald i astmaassocieret sygelighed [3].

Allergitestning er ligeledes en forudsætning for allergenspecifik immunterapi, som forfatterne åbenlyst ikke har meget til overs for, men kalder »last drug of choice« ved både astma og høfeber. Men når man i mere end 25 år har arbejdet med allergisygdomme hos børn, kender den massive evidens for de positive effekter af denne behandling, som i dag i vid udstrækning kan foregå som tabletbehandling uden væsentlige bivirkninger, og selv har oplevet disse effekter på hundredvis af lykkelige patienter, er det svært at forstå forfatternes reservation.

Relevant, målrettet allergitestning af børn er nemt, billigt, ikke forbundet med væsentligt ubehag for barnet og som hovedregel værdifuldt. Lindsø & Kristensen har efter min mening ikke fremlagt et eneste velunderbygget argument imod testning, og ej heller ny viden, som kan begrunde ændringer af de gældende retningslinjer.