Professor på vildspor

Det er beskæmmende i et fagskrift at se en højlærd professor (in casu: Jørgen Lyngbye i Ugeskr Læger 2008;170:1948) ganske ubornert kaste sig ind i islam-debatten med påstande så horrible, at de ville give enhver kulturhistorisk uddannet tics. Jeg er ganske vist blot stud.med., men jeg har det handicap, at jeg forinden har brugt seks år på religionsvidenskabsstudiet og derfor må forfærdes over, at velanskrevne naturvidenskabsmænd ikke kvier sig for at docere påstande, der bedst beskrives som religionsvidenskabens svar på vaccinealarmisme eller krystalhealing - altså påstande med en vis intuitiv appel til lægmand, men som enhver fagmand må ryste på hovedet af.

Jeg skal her nøjes med at undre mig over, hvordan Lyngbye uden blusel mener at vide bedre end det store flertal af humanistiske, tolerante danske muslimer, hvad deres religion indebærer. Det forundrer mig til stadighed, at folk, der som en selvfølge accepterer, at der findes mange forskellige måder at tolke kristendommen på, når det kommer til islam uden videre overtager Dansk Folkepartis dæmoniserende retorik og (mis)forståelse, der opstiller islam som en monolitisk størrelse - der vel at mærke er grusom, undertrykkende, menneskefjendsk og brutal. Det er selvfølgelig altid nemmere at se nuancen i det nære, men det sømmer sig ilde for en videnskabsmand at puste til den hetzagtige stemning med argumenter, der ikke lader kreationisterne noget efter i deres forudsætningsløshed.

De omtalte Koran-vers er nemlig udtalt i en bestemt kontekst, der betinger deres gyldighed, og endvidere underlagt en årtusindlang fortolkningstradition, der begrænser for deres applikation - ganske som også Bibelens udsagn på sin side er det. Professoren mener vel ikke, at den præst har misforstået sin egen religion, der ikke lærer, at »den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden« (Matt 15, 4), at homoseksuelle skal henrettes (3Mos 20, 13), eller at man skal rive sit øje ud, hvis det leder en til synd (Mark 9, 47)? Nej, for religiøse helligskrifter er aldrig ufortolkede lovbøger, uagtet at visse alarmister (og deres kampfæller, fundamentalisterne) ynder at påstå det. Alle religiøse traditioner har langt større mangfoldighed og fortolkningsfrihed end som så, og det turde derfor være klart, at det er professor Lyngbye snarere end Zehra Özdemir, der bør opsøge en islam-kyndig for at få sine misforståelser ryddet af vejen.