Skip to main content

Psykiaterens dilemma: når far er flov over sit arbejde

Det behandlingstilbud, vi repræsenterer, er så skrabet, at vi med sikkerhed ville kunne købe et bedre til vores pårørende eller os selv i den private sektor.

Simon Hjerrild, psykiater og overlæge

16. sep. 2022
3 min.

Jeg er overlæge i et ambulatorium for voksne med ADHD i hospitalspsykiatrien. Jeg er også far, og min ældste søn, der bliver 18 om én måned, har ADHD. Hvis han har brug for hjælp i psykiatrien, ville jeg ikke henvise ham til mit eget ambulatorium. Og det er et problem. Både for mig som læge og også for mig som far.

Som læger drives vi af vores faglighed og hensynet til patienterne. Vi slår os på systemer og deres til tider lidt særegne måde at pervertere os på. Men vi er trods dette engagerede i at yde det bedst mulige for vores patienter. Vi bæres af vores faglige stolthed, vores ansvar og vores oplevelse af hver især at kunne gøre en forskel for de patienter og pårørende, vi møder.

Men hvad gør vi så, når det behandlingstilbud, vi repræsenterer, er så skrabet, at vi med sikkerhed ville kunne købe et bedre til vores pårørende eller os selv i den private sektor?

På mit område – voksne med ADHD – er rammerne og ressourcerne helt utilstrækkelige i forhold til den nærmest eksponentielle vækst af patienter, der i øvrigt bliver tiltagende komplekse at udrede og behandle grundet komorbiditeter. I de seneste 20 år er antallet af voksne i behandling for ADHD ifølge medstat.dk steget svarende til Nyborgs postnummer: 5.800 procent. Dette uden ressourcerne er fulgt med.

Skulle min søn få brug for hjælp til sin ADHD, ville jeg købe ham et bedre tilbud i det private, og det er jeg simpelthen så flov overSimon Hjerrild

Primærsektoren er nu langsomt ved at segne under henvisningspresset. Da diagnosen ADHD hos voksne er noget, der er meget let at diagnosticere forkert, kræver det tid og omhyggelighed. Noget, der ikke rimer på årelange ventetider og manglende overholdelse af udrednings- og behandlingsgarantien. Sundhedsstyrelsens specialevejledning har voldsomt undervurderet områdets omfang, og regionerne har ikke taget området alvorligt nok. Nogle af de behandlinger, som egentlig anbefales i de nationale kliniske retningslinjer, tilbydes slet ikke grundet manglende ressourcer.

Så hvad gør jeg som læge og som far? Jeg kæmper naturligvis for at forbedre det tilbud, vi kan give alle – uanset om de har penge eller sundhedsforsikring. Men som med mange andre kampe så lurer skuffelsen og udbrændtheden lige om hjørnet. Det nærer lysten til at kaste håndklædet i ringen og træde ud i det private, hvor jeg i de mindste kan levere den kvalitet, jeg tænker, er værdig. Men dermed vil jeg også accelerere en meget bekymrende udvikling i psykiatrien, hvor vi i fremtiden vil se en fraktionering i en blodfattig offentlig sektor og en privat sektor for de velstillede. Det er jo grundviden, at de mest trængende patienter har masser af sygdom, men få penge. Så de efterlades på perronen, mens der trædes på den helt store speeder på ulighed i sundhed.

Skulle min søn få brug for hjælp til sin ADHD, ville jeg købe ham et bedre tilbud i det private, og det er jeg simpelthen så flov over.