Skip to main content

Psykiatrien har fat i det rigtige – generiske modeller er vejen frem til at beskrive funktionsevne

Thomas Maribo, professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, forskningsleder, DEFACTUM, Region Midtjylland, thomas.maribo@rm.dk, Dorte Hofland, centerchef, speciallæge, Center for Kræft og Sundhed, København & Ane Bonnerup Vind, videncenterchef, ph.d., REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation

2. sep. 2024
4 min.

Tak for statusartiklen i Ugeskrift for Læger: »Vurdering af funktionsevne ved affektive lidelser« af Sletved et al [1]. Psykiatrien har fat i det helt rigtige her! Det slog os, da vi læste artiklen.

Artiklen beskriver den betydelige påvirkning af funktionsevne hos patienter i remission, og hvordan de har svært ved at fungere i hverdagslivet. Den beskriver, hvordan generiske modeller og redskaber kan bruges til at beskrive funktionsevnen hos mennesker med affektive lidelser. Forfatterne nævner bl.a. WHO’s ICF-model [2], der med udgangspunkt i en bio-psyko-social model beskriver funktionsevne som et samspil mellem helbredsstilstanden og andre faktorer i borgernes liv.

Vi skal ikke kun fokusere på mortalitet og morbiditet som effekt- og kvalitetsmål. Vi skal også sikre, at behandlingerne har betydning for funktionsevne, livskvalitet og borgernes levede liv. Det gælder alle patientgrupper.

Ved f.eks. et multitraume er modtagelsen multidisciplinær med faste procedurer. Men når patienten udskrives, kan det være udfordrende at beskrive funktionsevne, og overgang til det gode hverdagsliv er svær. Modtagelse og dermed diagnosticering er i top, mens der ikke er fokus på vurdering af funktionsevne og hjælp til at leve med konsekvenser af multitraumet.

Vi har brug for systematisk at vurdere og beskrive funktionsevne med et blik for de rehabiliterende indsatser, der bør sættes i værk, når der er betydelige funktionsevnetab. Systematisk viden om funktionsevne på forskellige sygdomsområder og behandlingsforløb giver os vigtig information, der kan inddrages i dialoger om fælles beslutning om behandling. Forventning til overlevelse og fremtidigt hverdagsliv i forbindelse med et behandlingsvalg har stor betydning for patienter.

Diagnosen alene er ikke nok, når vi skal sige noget om funktionsevnen; det kræver en bredere tilgang [1]. Derudover har flere og flere patienter multimorbiditet, og derfor skal vi forholde os til funktionsevne for den enkelte – med de diagnoser den pågældende nu har.

ICF-modellen muliggør beskrivelse af funktionsevnen med inddragelse af patientens kontekst med fokus på både begrænsninger og ressourcer [2]. ICF er ikke et måleredskab. Der findes flere generiske redskaber, der bidrager til at indsamle viden om funktionsevne, bl.a. Functioning Assessment Short Test (FAST) [1] og WHO’s Disability Assessment Schedule 2.0 (WHODAS 2.0), hvor patienten selv vurderer sin funktionsevne. I vores optik er det mest meningsfyldt, at der bruges generiske redskaber, så vi opsamler viden, der kan ses og sammenlignes på tværs af diagnoser.

Begrebet funktionsevne (functioning) bliver også beskrevet i ICD-11, hvor WHODAS 2.0 indgår. Verdensbanken ser f.eks. på funktionsevne som en væsentlig indikator for sundhed. Funktionsevne vinder indpas hos internationalt anerkendte institutioner [3]. Selvom vi ikke har fundet de vises sten endnu, kan vi godt gå i gang med at vurdere funktionsevne. Det er o.k. at begynde i det små.

Når patienter har nedsat funktionsevne, er der brug for rehabilitering. Rehabilitering skal ses som en del af behandlingen. Rehabilitering skal med i første række, hvis målet er sammenhængende og gennemtænkte forløb.

I et sammenhængende sundhedsvæsen skal alle ikke være lige gode til alt. Læger er ikke de primære aktører i rehabilitering. Vi har en central rolle i at sikre, at rehabilitering bringes i spil. Vi skal sikre samarbejde og sammenhæng til de tværfaglige indsatser, der møder patienternes behov. Rehabilitering er ikke »nice-to-have«. Vores påstand er, at de rette rehabiliteringsindsatser bidrager til, at vores patienter kan fungere i deres hverdagsliv, og patienter og borgere kan klare sig selv. Vi skal turde stille spørgsmål til patienternes ønsker til deres hverdag: »Hvad ønsker du at kunne, hvad er dine mål og håb?«. Vi åbner ikke Pandoras æske ved at stille de spørgsmål. Patienterne er ofte realistiske i deres ønsker, og det gør dem mere handlekraftige at sige dem højt.

Vi skal have blik for borgere og patienters funktionsevne og ikke kun for morbiditet og mortalitet.

Svar

Af Kimie Stefanie Ormstrup Sletved, EMPIRI – The Early Multi modular Prevention and Intervention Research Institution, Psykiatrisk Center Nordsjælland & CADIC – Copenhagen Affective Disorder Research Centre, Psykiatrisk Center København, kimie.sletved@reg

Referencer

  1. Sletved KSO, Schwarz RM, Kessing LV, Vinberg M. Vurdering af funktionsevne ved affektive lidelser. Ugeskr Læger. 2023;185:V06230365
  2. WHO. The International Classification of Functioning, Disability and Health (ICF). Geneva, Switzerland: World Health Organization, 2001:228
  3. Bickenbach J, Rubinelli S, Baffone C, Stucki G. The human functioning revolution: implications for health systems and sciences. Front Sci. 2023;1. https://doi.org/10.3389/fsci.2023.1118512