Psykiatriplanen er kun en start

Vi har ventet, ventet og ventet. Og tirsdag eftermiddag kom den så. Regeringen og et bredt flertal af partier præsenterede resultatet af mange timers forhandlinger bag tykke mure. Og det var bittersødt. Dejligt, at de endelig kom en plan, og rigtigt godt, at det var en bred aftale, der forpligter skiftende regeringer, men også ærgerligt, at ambitionerne mangler flere steder i aftalen.

Der er grund til at rose, at den nye plan lægger ud med at styrke de samme områder, som det glimrende faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen fremhævede: nemlig indsatsen for de alvorligst syge og den kommunale indsats for børn og unge. Vi skal også glæde os over, at der afsættes midler til forskning og kliniske databaser, etableres kvalitetsgrupper, at botilbudsteams udbredes, og at der skal etableres et nyt psykiatriråd, som skal holde øje med, at planens målsætninger bliver til virkelighed. Sidstnævnte er afgørende for at sikre, at man rent faktisk kommer i mål med de initiativer, der nu favnes, og de målsætninger, der er sat, Men sammenligner man styrelsernes oplæg med planen i den ny aftale, så står det også klart, at der er lang vej igen og en del områder, man endnu ikke har forholdt sig til. Dette er nok et første skridt, men der skal tages rigtig mange flere.

Dybest set er der mere tale om en hensigtserklæring om en plan, end en plan, hvor man kan se konturerne af, hvordan man over en tiårshorisont vil tage fat om det faglige oplægs samlede initiativer. Derudover er der i aftalen kun sat penge af til, hvad der svarer til et løft af psykiatrien i de første to år. Dansk Psykiatrisk Selskab vurderer, at de midler, der er er afsat i årene 2024-2026 til at forbedre indsatsen for mennesker ramt af svær psykisk sygdom er helt utilstrækkelige.

KL udtrykker også frustration over, at aftalen kun giver knap 90.000 kr. om året pr. kommune til at løfte socialpsykiatrien.

Oveni kommer så, at der ikke er de nødvendige driftsmidler til at løfte kapaciteten efter 2024. Derfor er forpligtelsen i aftalen afgørende, men kræver også, at politisk fokus kan holdes over en længere tidshorisont. Det lægger et kæmpestort ansvar på politikerne, og det aktualiserer også, at det kan blive nødvendigt at finde »store penge« andetsteds end i sundhedsvæsenets kasse. Tænk bare, at de 4,5 milliarder kr., som psykiatrien skal løftes med årligt for at få det nødvendige løft i kapacitet, kvalitet og sammenhæng, kun svarer til knap halvdelen af det, som førtidspension som følge af angst koster. Hvis psykiatrien løftes, vil besparelserne komme andre steder.

Der mangler personale fra mange faggrupper i psykiatrien, og mere personale og mere kvalificeret personale er en væsentlig del af det at løfte kapaciteten og kvaliteten i psykiatrien. Derfor er en anden alvorlig plet på aftalen, at der reelt ikke følger flere speciallæger i psykiatri med. Regeringen har i sin præsentation af aftalen fremhævet, at vi nu får flere speciallæger i psykiatri. Men faktum er, at den ikke rummer flere uddannelsesforløb end dem, som i forvejen var planlagt af Sundhedsstyrelsen. Og det er ikke nok. Vi har fra lægeside peget på et behov for at uddanne mindst 150 ekstra speciallæger. De er så ikke en del af planen, og det kan kun vække undren i en tid, hvor psykiatrien mange steder desperat mangler speciallæger.

Når det er sagt, så er jeg sikker på, at uden et stærkt samarbejde med faglige selskaber, fagorganisationer, patientorganisationer og andre, som brænder for psykiatrien, havde vi ikke været i nærheden af det vigtige skridt mod bedre forhold for mennesker med psykiske lidelser, som aftalen også er. Det arbejde har været afgørende for, at flere – også politikere – har fået øjnene op for den urimelige forskel på tilbud til henholdsvis psykiatriske og somatiske patienter. Det fællesskab skal vi holde fast i. Både i en kommende valgkamp, men også i de kommende år.

Indsatsen for at forbedre psykiatrien er langtfra slut. Vi kommer fortsat til at bruge enhver given lejlighed til at presse på for at få de nødvendige forbedringer af psykiatrien. Vi taler i dag med selvfølgelighed om kræftplanerne som det, der skulle til for at skabe de nødvendige forandringer på kræftområdet. På samme måde skal vi om nogle år kunne referere til mere end Psykiatriplan 1 – men også 2 og 3 eller flere endnu. Vi skal være lige så stålsatte med at løfte psykiatrien som kræftområdet. Det arbejde fortsætter for fuld kraft.