Psykosociale forhold og lændesmerter

Ondt i ryggen er, som det ofte siges, en folkesygdom med stor økonomisk og social betydning. Årsagerne er i de allerfleste tilfælde ukendte [1], hvilket medfører, at der er grobund for mange holdninger. En af disse nyder stigende tilslutning og er i visse kredse nærmest ved at antage karakter af et dogme med meget ihærdige tilhængere [2], nemlig at psykosociale forhold, ikke mindst under arbejdet, spiller en væsentlig årsagsmæssig rolle [3]. Noget tyder på, at forebyggelsesressourcer på en sådan holdningsbaseret baggrund vil blive dirigeret i den retning.

Af disse og andre grunde har vi underkastet det videnskabelige grundlag en nærmere vurdering i et systematisk, kritisk review [4]. Ved gennemgang af den litteratur, der omhandlede prospektive kohortestudier, fandt vi stor metodologisk variation og alvorlige problemer i de fleste undersøgelser, hvilket øger risikoen for fejl, og hovedparten af de fundne associationer var ikke statistisk signifikante. Resultaterne må derfor tolkes med den største forsigtighed.

Vi fandt, at der er 1) utilstrækkelig evidens for en sammenhæng mellem lændesmerter og arbejdsstress og 2) moderat evidens for, at der ikke er sammenhæng mellem lændesmerter og individets oplevelse af arbejdet, arbejdsorganisatoriske aspekter eller kollegial støtte.

Hvad angår følger af lændesmerter (erstatningssager, sygemelding, jobskifte etc.), fandt vi, at der er 1) utilstrækkelig evidens for en sammenhæng med oplevelsen af arbejdet, 2) stærk evidens for, at der ikke er sammenhæng med arbejdsorganisatoriske forhold og 3) moderat evidens for, at der ikke er sammenhæng med kollegial støtte eller stress.

Vor konklusion blev således, at den foreliggende epidemiologiske litteratur ikke støtter antagelsen om en årsagsmæssig sammenhæng mellem psykosociale arbejdsforhold og lændesmerter eller konsekvenser af lændesmerter.

Hvis man skal komme videre, må der udvikles standardiserede, valide og klinisk relevante definitioner af psykosociale arbejdsfaktorer, og disse definitioner skal forskningsmæssigt implementeres internationalt. Som det ser ud nu, vil strategier for forebyggelse af lændesmerter gennem forbedring af de psykosociale arbejdsforhold sandsynligvis forblive frugtesløse, indtil problemerne er nærmere afklaret, og et rationelt handlingsgrundlag tilvejebragt.