Random, but not randomized

Lavrisikotiltag A eller B? Rosuvastatin eller atorvastatin som første valg ved dyslipidæmi, kontrolbesøg om to eller fire uger, eller puls, blodtryk og temperatur en eller to gange om dagen under indlæggelse? Daglige valg kan variere mellem læger, når evidensbaserede retningslinjer mangler, og valget således baseres på skøn og patientønsker. Vi handler dermed forskelligt i ens situationer – det er vilkårene. Problemet er, at hver gang vi vælger A eller B på en »random« måde og ikke »randomiserer«, mister vi chancen for at skabe evidens og gøre det bedre næste gang. I klinikken kalder vi valget mellem A og B for lægekundskab, mens selvsamme lavrisikovalg kræver betydelig administration, hvis det kaldes forskning. Sådanne lavrisikostudier kan adressere spørgsmål om eksisterende interventioner uden evidens – som NUDGE-FLU-studiet i The Lancet, der vurderede invitationsbreves sproglige ændringers effekt på optag af influenzavacciner.

I 2024 blev Helsinki-deklarationen revideret med et nyt fokus på forskningsspild: »Medical research involving human participants must … produce reliable, valid, and valuable knowledge and avoid research waste«. Er det ikke »waste of research potential«, når vi ikke randomiserer lavrisiko-random tiltag? I USA har forskere i kølvandet på revideringen påpeget i tidsskriftet JAMA, at »by requiring most clinical research to receive a uniform type of ethics oversight, many low-risk studies that could provide needed evidence to reduce risks and increase benefits to patients simply are not conducted because oversight requirements are too burdensome« – dvs. medførende overbeskyttelse af patienter, der kunne have gavn af lavrisikorandomiseringer, og underbeskyttelse af patienter, der får utestede tiltag.

Foregår vores »random« valg måske, fordi vi mangler ressourcer til randomiserede studier – ikke kun for de store videnskabelige spørgsmål, men også for de små dagligdags spørgsmål? Kunne vi få enklere processer for lavrisikorandomiserede studier – f.eks. gennem elektroniske patientjournaler, der automatisk randomiserer patienter til kontrol om to eller fire uger, eller rummes løsningen i de nye platformsforsøg? Målet er ikke at undgå myndighedsgodkendelser, men lempelser af kravene til godkendelser, og administrationsbyrden for lavrisikostudier kunne muliggøre indsamling af evidens i langt større omfang fra vores daglige klinik.

Spørgsmålet er: Lærer vi nok af de beslutninger, vi allerede træffer, eller bør vi udvikle et mere dynamisk randomiseringssystem, så standarden – når evidensen er utilstrækkelig – bliver at randomisere frem for at træffe valget »random«?