Skip to main content

Receptcirkulæret af 25.7.2001

2. nov. 2005
1 min.

I dette cirkulære § 11, stk. 2 anføres at man ikke må påføre receptblanketter mærkater, fx med patientens navn CPR-nr. og adresse.

Hvad er dog meningen med dette?

På mange sygehuse, herunder der hvor jeg arbejder, findes der læselige, velkontrollerede mærkater med disse oplysninger, som bruges på alle dele på de til patienten hørende papirvarer: journaldele, henvisninger, tåsedler, armbind etc. Hvorfor i alverden må de ikke bruges på recepterne, frem for en ulæselig lægehåndskrift? Tror man, at patienten damper sedlen af og skriver et andet navn? Det vil vel kun i givet fald have interesse ved narkorecepter, og der kunne man måske gøre en undtagelse.

Jeg kan meget let på en enkelt ambulatoriedag komme ud for at skrive både 20 og 30 recepter. Man kan forestille sig hvor meget tid dette tager, som kunne være anvendt til nyttigere lægearbejde.

Burde den nye sundhedsminister ikke genoverveje denne del af receptbekendtgørelsen?

Værløse, Jørgen Ladefoged