Skip to main content

Reduktion af forsinkelsen i trombolysebehandlingen af patienter med akut myokardie infarkt. En sundhedsøkonomisk model-analyse

2. nov. 2005
2 min.

DSI rapport 2001.07

Der undersøges tre strategier, der fører til hurtigere trombolysebehandling af AMI-patienter: 1) en oplysningskampagne, 2) telemedicinsk præhospital diagnostik og 3) en kombination af de to. Den fælles grundide er at mindske forsinkelsen uden for hospitalet, før der bliver iværksat trombolysebehandling. Herved skulle antallet af AMI-dødsfald kunne reduceres. Hovedresultaterne udtrykkes som cost-effectiveness-brøker, kr. per vundet leveår. For strategi 1 er resultatet kr. 283.000 per vundet leveår, for strategi 2 er det 1,3 mio. kr. og for kombinationsstrategien 843.000 kr. Det konkluderes, at strategierne koster mere end, »hvad samfundet normalt er villig til at betale«.

Analysens afgørende svaghed er omkostningssiden. Det reducerer analysens praktiske relevans betragteligt. Der bruges godt 40 sider på sundhedseffekten, mens der bruges 12 sider på omkostninger! Oplysninger fra enkelkilder - fx Falck eller klinikere - tages ukritisk for pålydende. Er det ønsketænkning, er det erfaringsbaseret, viser krydsberegninger, at de er rimelige osv.? Et par eksempler: Hvordan skal omkostningen til oplæring af Falckpersonale inddrages, såvel omfang som om, hvorvidt komponenten i hele taget skal medregnes som omkostning? Omkostningerne ved informationskampagnen baseres på en befolkningsproportional fremskrivning af svenske data, på trods af at det anføres, at danske rådgivere siger, at dette beløb betydeligt overestimerer omkostninger - ikke desto mindre fastholdes beløbet. Antagelsen om udstyr til ambulancerne forekommer også problematisk, ligesom bemandingsmodellen for de fem hospitalscentre forekommer overdimensioneret, mere klinisk ønsketænkning end erfaringsbaseret? Alt i alt en problematisk omkostningsanalyse.

Konklusionen om, at samfundet ikke er villig til at betale så meget, som analysen viser, er helt uargumenteret. Det er særdeles beklageligt, fordi det jo er analysens hovedkonklusion.

Efter førsteudkastet til denne anmeldelse forelå, udsendte DSI et rettelsesblad, der udelukkende vedrører omkostningssiden og giver en samlet reduktion i de samlede omkostninger på 41% for det telemedicinske alternativ. Uanset gode kollegaers referering af analysen, bør det alvorligt overvejes, om selv gode MPH-kandidatafhandlinger skal publiceres på denne måde. En god kandidatafhandling er ikke det samme som en analyse, man kan bruge til beslutninger i den virkelige verden.

København: DSI Institut for Sundhedsvæsen, 2001.

135 sider. Pris: 200 kr. ISBN 87-7488-3585

Kjeld Møller Pedersen