Skip to main content

Reform efterlader tomrum i sundhedssektoren

Det er en illusion at tro, at regeringens forslag om 21 sundhedsfællesskaber vil kunne tage sig af specialepatienter henvist til videre behandling, skriver praktiserende læge, der foreslår et andet mellemled.

Claus Rendtorff, praktiserende læge, cr@dadlnet.dk

6. mar. 2019
5 min.

Regeringens sundhedsudspil overser det samme tomrum, som regionspolitikerne og -administratorerne har overset i de sidste mange år. Fjernelsen af lokalsygehuse har medført en mangel på specialiseret behandling tæt ved patienterne. Der er behov for at skabe et stærkt og specialiseret mellemled mellem de kommende supersygehuse og primærsektoren.

Udvikling af et dynamisk mellemled mellem primærsektoren og de kommende supersygehuse vil være den støtte, der skal til for at genopbygge primærsektoren igen. Efter regionernes dannelse er der ikke sket den nødvendige opgradering af denne del af sundhedsvæsenet.

Illusioner og drømmescenarier bag reform

Det er en illusion at tro, at regeringens forslag om 21 sundhedsfællesskaber drevet af kommuner og almen praksis vil kunne tage sig af specialepatienter henvist til videre behandling enten fra primærsektoren eller udskrevet fra de kommende supersygehuse: 500.000 ambulante besøg og 40.000 indlæggelser, som man vil overføre til kommunerne og almen praksis – tallene taler deres eget sprog.

Tankegangen bag forslaget er, at man mener, at man kan spare penge og aflaste supersygehusene ved denne øvelse. Men måske skal økonomerne i Finansministeriet invitere rådgivere til at bistå med faglig viden, inden man kaster sig ud i ovennævnte drømmescenarier.

Gennemfører man regeringens strategi, vil man fjerne de nære sundhedstilbud fra mange borgere. Primære sundhedstilbud bør være tæt på, hvor borgerne er, og ikke i trafikknudepunkter eller i større byer Claus Rendtorff, praktiserende læge.

Nye enheder nødvendigt

Hverken kapacitetsmæssigt eller fagligt vil det være muligt at behandle patienterne i primærsektoren. Der er behov for, at der følger specialister i form af henholdsvis læger og plejepersonale fra sygehusene med patienterne ud i de lokale enheder. Til gengæld skal disse specialister arbejde tæt sammen med almen praksis om varetagelse af behandling og rehabilitering af patienterne. Disse nye enheder – lad os kalde dem intermediærenheder – vil kunne aflaste almen praksis, således at de praktiserende læger vil have større kapacitet til at kunne tage sig af den voksende gruppe af ældre, multisyge og kronisk syge patienter, der vil komme ind i sundhedssystemet i den nærmeste fremtid.

Enhederne bør placeres i lokalområderne som satellitter til supersygehusene. Patienterne er stabile og ikke helt færdigbehandlede, men har brug for fortsat monitorering og indstilling af behandlingen. Det kan være kardiologiske patienter, der har behov for fortsat døgnovervågning og monitorering af medicinsk behandling. Det kan være intravenøs væsketerapi, der kræver tilsyn og tæt regulering. Eller det kan være kirurgiske patienter med dræn og behov for hyppige sårskift evt. revision.

Patienter med kendte kroniske sygdomme i egen bolig, hvis tilstand forværres, således at de kortvarigt skal indlægges og/eller have intensiveret deres behandling, skal kunne modtage højtspecialiseret behandling i deres nærområde, uden at deres indlæggelse skal kunne belaste supersygehusene.

Patienternes overvågning og behandling kræver, at behandlende sygeplejepersonale og læger har specifikt specialekendskab. Derfor skal personalet være specialuddannet og superviseres af supersygehusene.

Undgå at patienter bliver kastebolde

En anden gruppe patienter, der kan henvises til disse intermediærenheder, er patienter, der henvises til ikkeakut udredning fra almen praksis for medicinske eller kirurgiske lidelser. Det er patienter, der er primært udredt hos egen læge eller speciallæge, men som har behov for avanceret udredning mhp., at de kan få en endelig diagnose og komme i behandling. Hertil kræves dels speciallæger med bredt specialekendskab og dels adgang til lokal billeddiagnostik, skopier og klinisk fysiologisk udredningsteknologi. Patienter, der ikke har en specifik diagnose, vil let blive kastebolde mellem supersygehusenes subspecialiserede afdelinger. Supersygehusene skal fortrinsvis tage sig af patienter med veldefinerede diagnoser og deraf udløste velbeskrevne behandlingsforløb. Intermediærenhederne skal selvfølgelig kunne anvende supersygehusenes diagnostiske udredningsteknologier.

Intermediærenhederne skal have et tæt samarbejde med almen praksis. Mange indlæggelser kan forebygges, ved at den praktiserende læge blot får telefonsupport, eller at patienten bliver set og vurderet hurtigt af en speciallæge. Dette vil samtidig gøre, at almen praksis vil kunne tage et større ansvar for multisyge patienter, ældre og kronisk syge, der har behov for tættere monitorering.

Travlt med multisyge patienter

Almen praksis vil i de kommende år få rigeligt at gøre med at passe en voksende befolkning og en voksende gruppe multisyge patienter. Der er ingen kapacitet til at overtage dele af sygehusenes specialiserede og udstyrskrævende diagnostik og behandlinger. Manglen på praktiserende læger vil ikke være afhjulpet før om ti år.

Sundhedsenheder, sundhedshuse, sundhedsfællesskaber etc. er blevet buzzword, der blot dækker over nogle enheder, som ingen kender konstruktionen af.

Både i Folketinget og i regionerne er det holdningen, at samler man blot de primære sundhedstilbud i sundhedshuse, vil alt blive godt og mere effektivt. Dette er en teoretisk illusion, der er styret af, hvad der er administrativt praktisk og forståeligt, og ikke af, hvad de reelle behov er for hr. og fru Jensen eller for den sags skyld en rationel brug af ressourcer i primærsektoren.

Reform fjerner det nære sundhedstilbud

En ting, vi ved med sikkerhed, er, at gennemfører man regeringens strategi, vil man fjerne de nære sundhedstilbud fra mange borgere. Primære sundhedstilbud bør være tæt på, hvor borgerne er, og ikke i trafikknudepunkter eller i større byer. Dette gælder i højeste grad, hvis man helbredsmæssigt vil understøtte de skrøbelige borgere.

Og koncentrerer man mere avanceret behandling, rehabilitering og diagnostik i intermediærenheder, vil primærsektorens sundhedstilbud kunne fordeles lokalt på en mere fordelagtig måde.

Hele idéen med intermediærfunktionen er at forbedre samarbejdet og koordinationen mellem primærsektoren og de nye supersygehuse. Derfor er det vigtigt, at enhederne er tænkt som en lokal enhed af sygehusvæsenet, der supporterer almen praksis med diagnostik, behandling og rehabilitering af patienterne. Patienter, der er dårlige eller kræver intensiv udredning, der ligger ud over kapaciteten hos en praktiserende læge, vil være bedre tjent med at blive hurtigere indkaldt mhp. mere intensiv diagnostik og behandling. Det kræver, at der tilføres betydelige ressourcer til området, således at der kan uddannes og ansættes mere hjælpepersonale, hvilket også er nogle af de realistiske tanker i regeringens sundhedsreform.