Reformbussen

Jeg er ramt af postsundhedsreformblues. Normalt kan du trykke på en knap, og jeg kan komme med en mening om det meste, men lige nu ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om fremtiden for sundhedsvæsenet og specielt almen praksis. Jeg kan ikke engang svinge mig op til at synes, at alle andre er nogle idioter – vrede og indignation kan ellers være et udmærket brændstof. Jeg forstår fuldstændigt, at der skal ske noget nyt, men jeg forstår ikke, at vi skal tvinge og forringe på så mange områder for at skabe en forandring, der vel helst skulle være positiv.

Jeg startede på medicinstudiet i 2000, og vi var de første på en ny studieordning. Det kunne være ret kaotisk til tider, og det var svært at få at vide, hvordan vi skulle studere, og hvordan eksamenerne blev skruet sammen. Jeg syntes, det var enormt utjekket, men desværre har mange år i sundhedsvæsenet lært mig, at det også var en udmærket måde at skole os til vores fremtidige arbejdsliv. Fag blev indimellem gjort obligatoriske, fordi kvaliteten var så ringe, at folk ikke prioriterede undervisningen – jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke forsøgte at ændre undervisningen, så det rent faktisk var værd at komme til timerne. Klip til nutid, hvor man synes, det er løsningen at forsøge at tvinge folk til bestemte områder i stedet for at skabe rammer, der vil være attraktive for arbejdsliv og privatliv. Hvor man mener, at løsningen på, at nogle områder har for ringe vilkår, bliver at forringe vilkårene alle steder.

Arbejdsbyrden og mængden af opgaver, der er gledet over i almen praksis for at aflaste resten af sundhedsvæsenet, opleves ret voldsom, og hvis jeg oven i det massive arbejdspres skal løfte opgaven med endnu flere patienter og endnu flere opgaver, ved jeg ærligt talt ikke, om jeg kan blive ved med at være den bedste version af mig selv. Jeg kan være virkelig bekymret for, hvor mange af os der en dag ikke orker mere.

Nuvel, frit citeret fra hukommelsen har jeg hørt Margrethe Vestager sige, at pessimister ikke får noget fra hånden, så på kanten af det gamle år skriver jeg på det her, som skal læses i starten af det nye år, og jeg orker simpelthen heller ikke at blive alt for sortseende.

Da jeg studerede, boede jeg på Egmont Kollegiet. Jeg boede der så længe, at jeg blev en af de gamle skeptiske kollegianere med korslagte arme, når nye kom til og foreslog forandringer, for det meste var prøvet før og faldt oftest til jorden som forventet. I slutningen af kollegietiden kom der dog flere nye til, og de fik ændret en masse, som faktisk endte med at fungere, fordi de kom med energi og entusiasme. Jeg håber inderligt, at der er en Karen Lise, Nanna og Anna derude, der har energien til at gå forrest, så vi kan få et fantastisk sundhedsvæsen. Så bliver mit nytårsforsæt at følge med og bakke op.