Et aftalebaseret system er grundlaget for samarbejdet mellem læger og myndigheder. Men med udkastet til lovforslaget om sundhedsreformen – kendt som lovpakke II – lægger regeringen op til lovgivning frem for forhandling på betydelige områder. På den måde er det vanskeligt at få øje på forhandlingsrummet, og hvad der egentlig kan og skal forhandles om i fremtiden i forhold til »det almenmedicinske tilbud«. Det er indlysende problematisk. I den danske models ånd skal man naturligvis søge at aftale sig frem, men her har man fra starten lagt nøglerne til forhandlingsrummet på hylden i stedet for at træde ind i det. Og det er man fra politisk hold nødt til at lave om på. Det arbejder Lægeforeningen naturligvis målrettet på for at få til at ske.
Det giver altså ikke mening at lægge ud med lovgivning, når man i stedet kunne udvikle via aftaler.
Sundhedsreformen er nødvendig og på alle måder alt for vigtig til at blive afsporet, hvilket man her risikerer. Den må og skal godt fra start. Det kræver forhandlinger og aftaler.
Jeg vil understrege, at vi bakker op om reformen og dens ambitioner. Vi har rost, at primærsektoren nu endelig får et løft, og at flere opgaver skal flyttes tættere på borgerne og ud af sygehusene. Vi har efterspurgt en national opgavebeskrivelse for almen praksis. Den kommer også nu, og vi har forventninger om et grundigt arbejde, der favner en realistisk virkelighed. Vi har rost den planlagte stigning i antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen medicin, der vil bidrage til at styrke den nødvendige kapacitet. Det støtter vi helhjertet. Vi anerkender naturligvis også, at der med de massive investeringer i det nære sundhedsvæsen følger en tilsvarende bevågenhed på effekten af dem. Det er faktisk derfor, vi fra lægeside understreger, at der er brug for et forhandlingsrum. For aftaler vil drive udviklingen og omstillingen fremad.
»En aftalemodel er – helt i tråd med danske traditioner – den bedste model«Camilla Noelle Rathcke
Lovforslaget i sin nuværende ordlyd og med sin omkalfatring af, hvor meget der skal være myndighedsdefineret forlods, risikerer at underminere den positive udvikling, vi ser med en stigning i antallet af unge læger, der søger mod almen praksis. Det skaber usikkerhed om, hvad man som praktiserende læger overhovedet selv kan have indflydelse på – ikke mindst når det dikteres og ikke forlods forsøges aftalt. Vi har set en øget interesse for specialet, også i de mere udfordrede regioner. Den må ikke blive revet væk under os. Hvis lovforslaget gennemføres som foreslået, risikerer vi, at de unge vælger andre veje, og de ældre går før tid. Ergo skal det undgås, så rekruttering og fastholdelse ikke bliver et problem.
Vi læger er for sundhedsreformen, og vi ser den meget nødigt falde til jorden på grund af et forkert afsæt. Ingen tvivl om, at en aftale fremadrettet vil være smallere end tidligere – det giver sig selv med en national opgavebeskrivelse – men det aftalebaserede samarbejde mellem læger og myndigheder, som har været kernen i vores primærsektor, bør fortsætte.
Det er kun gennem dialog, samarbejde og aftaler, vi kan sikre, at omstillingen af sundhedsvæsenet sker på en måde, der tager hensyn til både de nødvendige ændringer i opgavefordelingen og sikrer de rammer, der er nødvendige. Vi skal som læger vises den tillid, det kræver, at vi udfører vores arbejde med den faglighed og ansvarlighed, som vores patienter fortjener.
En aftalemodel er – helt i tråd med danske traditioner – den bedste model. For ejerskab og engagement, for ansvar og udvikling og ikke mindst for de mange patienter, der fremadrettet skal løftes og differentieres mere i en primærsektor, der skal styrkes og ikke fragmenteres. Derfor skal vejen frem være at få defineret et nyt forhandlingsrum, hvor konstruktiv dialog mellem parterne kan sikre fælles fodslag, og at de nødvendige aftaler, der er en forudsætning for, at reformens ambitioner indfries, kan indgås med de praktiserende læger.
Faktorernes orden er afgørende: Man skal forsøge at forhandle sig frem til aftaler – og det skal ske, længe før man som myndighed eventuelt i sidste ende griber til vidtgående lovgivning.
