Skip to main content

Reformofobi – sundhedstegn eller kronisk lidelse?

Faisal
Faisal Mohammad Amin, overlæge, ph.d., klinisk lektor, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Københavns Universitetshospital – Rigshospitalet. Foto: Claus Boesen (øvrige foto: Lars Horn, Claus Boesen, Palle Peter skov, Martin Dam Kristensen, Justine Høgh)

Faisal Mohammad Amin, overlæge, ph.d., forskningsleder, klinisk lektor og masterstuderende på MPG. Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet-Glostrup

12. sep. 2025
3 min.

Engang ville jeg have slået op i en ordbog, men med en tætpakket kalender valgte jeg i stedet at spørge vores nye husalf, ChatGPT-5, om etymologien bag begrebet reformofobi. Ordet reform kommer af det latinske re, som betyder tilbage og formatio, som betyder at danne eller forme. Fobi kommer af det græske phobos, som betyder frygt eller flugt. Sammen fødes hybridordet reformofobi, på dansk frygten for tilbagedannelse. Det lyder paradoksalt, men i praksis dækker det en velkendt klinik med synonymbegrebet frygten for forandring. Kardinalsymptomerne på denne type frygt er et træk i håndbremsen ved tanken om forandring ledsaget af den velkendte »åh nej, ikke igen!« – mimik med ledsagende teatralsk suk, som oftere ses hos mit eget netværk af professionelle fyrtårne og associerede spydspidser – altså crème de la crème. Det famøse »åh nej, ikke igen!« bruges normalt om noget, der allerede er sket, man kender det, og ønsker ikke at gå tilbage til det. Og dér har vi frygten for tilbagedannelse. Men – kan det overhovedet lade sig gøre at gå tilbage i en tid, der allerede er passeret, og gøre det samme igen? Tiden er altid ny, og konteksten er typisk en anden. Selv hvis præcis det samme blev appliceret i en ny tid eller kontekst, ville resultatet være anderledes.

»Kan det overhovedet lade sig gøre at gå tilbage i en tid, der allerede er passeret, og gøre det samme igen?«Faisal Mohammad Amin

Af nysgerrighed slog jeg alligevel op i ordbogen. Det tog mig 18 minutter at finde bogen og alle ordene – ChatGPT-5 gav svaret på 18 sekunder. Som notorisk ramt af intermitterende status gå-amokus – især når generation Z proklamerer, at bøger er overflødige – måtte jeg se mit eget glorificerede glansbillede som prisvindende akademisk topforsker vakle omgående, men heldigvis forbigående: Stop! AI er nyt, fuld af fejl, det kræver sved, blod og tårer at sætte sig ind i, og så havner alt på nettet til offentligt skue. Det er nogle dage siden, men jeg har stadig ikke besluttet mig for, om jeg tør slippe ordbogen fri og overlade det hele, det meste eller noget som helst til AI. Er jeg klar til at opgive ordbogskomforten i Børge Mogensen-sofaens polstrede læder?

Udviklingen er accelereret. Processer, der tidligere tog dage eller uger, sker i dag på sekunder. Man forpligtes til brug af digitale systemer, fælles kvalitetsindikatorer og nationale databaser, som kan sikre ensartet sagsbehandling og opfølgning uanset geografi. Forudsætningen er dog, at vi løfter blikket fra vores velduftende afrikanske mahogniborde og accepterer, at forandring ufravigeligt kræver af os, at vi tænker nyt og innovativt. Det kan være hårdt, især hvis de andre ikke kun skal være på holdet, men også lære os noget. Samarbejder vi ikke på kryds og tværs, risikerer vi en reel tilbagedannelse – også i forhold til lande, vi engang kaldte »udviklingslande«. Og dén form for tilbagedannelse er vi næppe interesserede i.