Regeringens sundhedsudspil viser mere populisme end problemløsning

Så er det politiske menageri godt i gang med at komme med hver deres udspil på, hvordan et primært sundhedsvæsen aktuelt i dyb krise kan reddes af netop deres løsning. Nu kom turen til regeringens præsentation af deres fatamorgana af en løsning. Som enhver anden illusion bliver der lovet en løsning lige om hjørnet med nogle smarte og lette håndgreb, men som jeg ser det, bliver der på ingen måde adresseret den reelle problemstilling.

Sundhedsstrukturkommisionen anbefalede i deres rapport, at det primære sundhedsvæsen, og specielt de almenpraktiserende speciallæger, fremover skulle styrkes for at kunne udfylde den centrale rolle som de aktuelt repræsenterer. Det er skræmmende at se, hvor lidt dette fylder i regeringens udspil, og reelt set ser jeg ingen indikation på, at den anbefaling følges.

Der bliver i udspillet lovet højt og flot, at vi bare skal have lokket nogle læger til udkantsdanmark med flere penge, så får vi udlignet den ulighed, der eksisterer i Danmark. Det beror på en forestilling om, at lægerne i de større danske byer sidder i deres klinikker med alverdens tid og hygger sig med eftermiddagskaffe og et spil ludo. Fra min position som læge i hovedstadens forstad Rødovre så kan jeg roligt sige, at det billede er langt fra min hverdag. Med gennemsnitligt 20 patienter i klinikken på daglig basis oven i telefonkonsultationer, e-mailkonsultationer, korrespondancer fra hjemmepleje, attestarbejde, opfølgning på prøvesvar etc. så kan jeg godt afsløre, at vi heller ikke i de store byer keder os. Bevares, jeg anerkender gerne, at der er større sygdomsbyrde i de fjerntliggende områder, men det er ikke ensbetydende med, at der er ledig lægekapacitet, der bare kan rykkes rundt med blandt de praktiserende speciallæger i almen medicin.

Faktum er, at vi aktuelt er omkring 3.500 almenpraktiserende læger, hvoraf ca. 3.280 arbejder i egen klinik, mens det er vurderet, at der er behov for 5.000. Der burde være 40% flere læger, eller sagt på en anden måde, så mangler knap hver tredje praktiserende læge på landsplan. Det siger sig selv, at hvis grundpræmissen er en så stor mangel på læger, så vil der alt andet lige være steder, som lider under dette, lige meget hvordan kortene rykkes rundt. Man kan ikke lægge en 7-kabale, når man har fjernet hver tredje kort. En lovning på færre patienter til den enkelte læge i yderområderne kommer netto på landsplan sådan set jo kun til at betyde, at endnu flere borgere i Danmark kommer til at stå uden en læge. Hvis vi antager, at flere læger flytter til yderområderne, så vil manglen jo bare opstå i storbyerne.

Til trods for den store mangel på almenpraktiserende læger så fremviser regeringen en katastrofal mangel på enten indsigt i speciallægeuddannelsen eller basale regneevner, når løsningen skal præsenteres. I lighed med Sundhedsstyrelsen så præsenterer de en vision om at opnå 5.000 praktiserende læger i 2035. Dog helt uden en løsning på, hvordan det mål skal nås. Siden 2019 har antallet af speciallægeuddannelsespladser i almen medicin været øget. Effekten af dette rammer nu, hvor ca. 80 ekstra speciallæger bliver færdiguddannet om året. Erfaringsmæssigt ved vi dog, at ikke alle nedsætter sig som praktiserende læger, slet ikke lige efter færdiguddannelse. Set frem mod 2035 vil det altså maksimalt give 800 flere læger, og ikke de 1.500 som reelt mangler. Regeringens udspil med at præsentere 140 nye bacheloruddannelser i medicin har absolut ingen effekt på målet om flere praktiserende læger i 2035. Den samlede rejse til at blive speciallæge i almen medicin inkluderer kandidatuddannelsen i medicin som varer samlet seks år, et års basisuddannelse og herefter minimum fem års speciallægeuddannelse inkl. en introstilling. Således kan frugterne af dette initiativ tidligst realiseres i 2037, vel at mærke hvis man eksempelvis ikke vælger at få børn undervejs, og hvad der ellers kan spille ind. 1.500 flere praktiserende læger på ti år kræver en eklatant større indsats allerede nu. Hvis kapaciteten skal øges alene på uddannelse, så bør der reelt set være yderligere 150 yderligere speciallægeuddannelsespladser om året i forhold til nuværende for at kunne indhente det manglende i 2030-2035.

Til trods for den store mangel på læger, så har det ikke skortet med øgede arbejdsbyrder som er tilfaldet de praktiserende læger. Her tænkes både på de formelle og uformelle forskydninger af behandlingsansvar for patienter fra hospitalet, men også nye opgaver, eksempelvis Wegovy. Til trods for øgede byrder så har økonomien ikke fulgt med. Konsekvensen har været, at vi i 2023 brød den økonomiske ramme og var nødsaget til at arbejde gratis i slutningen 2023. Aktuelt styrer vi direkte mod samme situation i 2024. Regionerne har ved forhandling kun lige gået med til en aftale, der dækker de overskredne rammer økonomisk, men ikke dækket ind for yderligere opgaver, der skulle tilfalde, og dermed heller ikke mulighed for evt. at skaffe personale til at aflaste. En aftale, som dog stadig afventer afstemning blandt PLO’s medlemmer. Den manglende anerkendelse, den generelle lægemangel og de øgede arbejdsbyrder er arnested for en anden bombe, der ligger under hele systemet. Seneste medlemsundersøgelse i PLO viste, at halvdelen af de praktiserende læger i 2023 havde tegn på udbrændthed.

Med præmissen om, at mere sundhed skal ligge nær borgerne, så skal der først kigges på, hvordan det nære sundhedsvæsen på nogen måde skal overleve. I øjeblikket hænger de almenpraktiserende læger i med neglene, men målsætningen kræver, at der ikke sker yderligere frafald blandt de praktiserende læger. I den optik er det absurd, at der ikke fra politisk side også bliver taget en drøftelse af, hvad der ikke skal ligge hos den almenpraktiserende læge.

Debatindlægget er modtaget inden Sundhedsreformen blev fremlagt