Regionerne - fremtiden igen igen

Så kom regionernes fremtid igen på den politiske dagsorden. Der er lavet en aftale blandt et flertal i Folketinget - før valget - om at de skal nedlægges. Beslutningen om at nedlægge regionerne skal imidlertid træffes af et flertal i det nye Folketing. Meget tyder på, at det ikke bliver tilfældet, så i regionerne kan de principielt ånde lettet op!

Uanset udfaldet af valget vil regionernes rolle som driftsherrer af sygehusvæsenet fortsætte, og deres rolle vil blive forsøgt kritisk belyst.

Det har flere gange været nævnt, at debatten er omsonst og fejlplaceret, når man ikke har et forslag til alternativ på plads. Jeg er overbevist om, at de politiske beslutningstagere er ganske langt med, hvad alternativet eventuelt skal være. De nævner det bare ikke højt, fordi de præsumerer, at det skal underlægges en demokratisk debat, hvor man fordomsfrit kan drøfte sig frem til en ny konstruktion!

Sygehusvæsenet kommer ikke direkte ind under staten. Årsagen hertil skal findes i, at enhver regering har behov for formelt at kunne lægge armslængde til sygehusenes driftsherrer.

Jeg formoder derfor, at de, der taler for nedlæggelse af regionerne, har lagt sig fast på en model, der minder om den, vi »i gamle dage« så vedr. H:S - altså ca. tre forskellige bestyrelser med politisk udpegede medlemmer.

Regionerne er helt bevidst konstrueret med en »systemfejl« ved ikke at være skatteopkrævende. Det er efter min opfattelse et politisk kompromis mellem en afart af et ønske om bevarelse af det politisk decentrale niveau og et ønske om helt at afskaffe amterne/regionerne. På den måde har man sikret, at regionerne kun for ganske få er interessante at være folkevalgt i, og at de ikke tager det ansvar, de skal, hvorfor de senere er lettere at nedlægge!

Hvilket ansvar har de taget? Regionernes helt store opgave var at tilvejebringe sygehusplaner, som regeringen kunne forholde sig til i armslængde. Denne rolle må de indrømmes at have løst til perfektion!

Hvad med den ordinære drift? Bestået, men de har fået deres økonomi ved etårige forhandlinger i Finansministeriet, og de har ikke taget det samme ansvar for egen økonomi, som hvis de havde været skatteopkrævende.

Det har betydet, at regionerne alt for ofte på trods af formelle aftaler om økonomien har ladet skinne igennem, at aftalerne var indgået med hånden bundet til ryggen. Det har igen medført, at alt for mange enkeltsager er røget videre, uden at der politisk fra regionerne er taget ansvar for disse.

Med andre ord: Regionerne har ikke i tilstrækkelig grad i driftsspørgsmål opretholdt armslængdeprincippet. Det har medvirket til, at befolkningen ikke har interesseret sig for regionerne, som for den politisk uindviede opfattes som en lokal forlængelse af staten!